AnnonceLuk annonce




Læserbrev: Svar til Maria Nielsen og Anne-Mette Jeppesen.

05-03-2017

Læserbrev: Svar til Maria Nielsen og Anne-Mette Jeppesen.

Kære Maria og Anne-Mette.

Inklusionen fungerer ikke godt nok i Kalundborg Kommune. Det kan alle, der har fulgt sagen fra Svebølle Skole og Hvidebæk Skole, se. Selv er jeg dog optimistisk med hensyn til mulighederne for, at inklusionen kan komme til at fungere ud fra en praktik på Gørlev Skole i efteråret.

Du skriver, at vi som voksne kan træffe vores egne valg. Jeg vil hævde, at inklusion er lige så vigtigt for voksne som for børn. Vi har brug for fællesskaber, der støtte os og forstår at bruge vores kvalifikationer til gavn for fællesskabet.

Jeg er selv i den situation, at min karriere har stået på stand-by siden marts 2012. Jeg har taget midlertidige jobs. Men et job, der svarer til mine kvalifikationer, er det ikke lykkedes at få. Min tidligere arbejdsplads snød hver af deres kunder for to timers arbejde, der aldrig er blevet udført. Jeg spurgte dengang formanden for min arbejdsplads, om han kendte til snyderiet. Det kunne han ikke svare på. Desværre kunne jeg se, at det var betingelsen for at være inde i varmen, at medarbejderne accepterede dette snyderi.



Min tidligere chef er også far. Og det vil være samme indstilling, han går ind i skolebestyrelsesarbejde eller til forældremøder med, som den han har til det arbejde, han får penge for at udføre. Derfor mener han måske også, at man bare kan melde et barn ind i en specialskole og bøje reglerne, hvis han har bestemt, at det skal være sådan.

Jeg mener, at Svebølle Skole har vejledt forkert. Hvis de havde anerkendt, at der var et problem med en dreng, burde han i første omgang have været henvist til en skole med en inklusionsklasse. Her er der personale, der er specialiseret til netop at observere drengens adfærd. Og der er personale til at vurdere, om skolen kan give ham et tilbud, eller om han skal henvises til specialskole. For mig er det en
gåde, at forældre foretrækker specialskolen, frem for inklusionsklassen, hvor der er mindre fare for at blive ekskluderet og isoleret senere.

Sagen fra Hvidebæk Skole er set ud fra mit synspunkt værre end sagen fra Svebølle Skole. For Hvidebæk Skole har en inklusionsklasse. Hvorfor bliver en dreng med svære udfordringer placeret i en normalklasse uden et tilfredsstillende undervisningstilbud?

Inklusionen fungerer langt fra optimalt i Kalundborg Kommune. Og jeg hilser jeres initiativ velkomment med et stormøde om sagen. Jeg mener dog, at pressen har givet jer en behandling, hvor den fra starten fuldt ud har set de konkrete sager fra jeres side. Jeg har været uenig i, at man som forældre skal bestemme, at et barn skal i specialskole. Det har pressen ikke stillet spørgsmålstegn ved.

De artikler, jeg har læst, har stillet spørgsmålstegn ved et kommunalbestyrelsesmedlems uvildighed som deltager på mødet og spurgt, om borgmesteren har haft en uheldig rolle, i forbindelse med at få arrangeret et møde om inklusion.

Jeg støtter jeres initiativ, lige som jeg støtter ethvert initiativ, der kan være med til at gøre inklusionen bedre på skolerne i Kalundborg Kommune. Jeg håber, der kommer et konkret resultat ud af mødet den 14.

Med venlig hilsen

Erik Møller
Årbyvej 9
4400 Kalundborg
Medlem af Det radikale Venstre



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0