Schnuden lærer børn at læse
Louise Due og læsehunden Schnuden, klar til at hjælpe børn med at læse. Foto: Jens Nielsen
Af Jens Nielsen
Schnuden er cetificeret læsehund, som hjælper børn med at blive bedre til at læse. Hundeejer Louise Due og Schnuden arbejder helt frivilligt for Kalundborg Biblioteker.
Når bogstaverne hopper og springer foran øjnene, kan det være svært at finde glæden ved at læse. Mange skolebørn har læseudfordringer eller mangler motivation til at læsetræne, men for mange børn bliver det lettere, når man får selskab af en rolig hund.
Det er erfaringen på en lang række biblioteker landet over, hvor man benytter sig af særligt uddannede læsehunde.
Kalundborg Biblioteker tilbyder også en læsehund til børn med læsevanskeligheder, Den engelske springer spaniel Schnuden er nemlig certificeret og uddannet som læsehund, som sammen med sin ejer Louise Due fra Ubby, hver anden søndag tilbyder læsetræning på Ubby Bibliotek, endda helt frivilligt uden at få en krone for det.
”Det primære formål er at skabe noget motivation og noget læselyst. Børnene som kommer her kommer med forskellige problematikker, det kan være man har svært ved at koncentrere sig, det kan være man har læseudfordringer, man har brug for noget selvtillid og blive løftet, og det er det som Schnuden kan gi’ dem, han kan gi’ dem nærvær, han er loyal og han stiller ingen krav som en lærer ville gøre det, det giver den der følelse af at man kan stole på ham, og den stres som børn kan have i kroppen når der skal læses for klassekammerater, den falder når der er en hund til stede viser undersøgelser,” fortæller Louise Due, som selv er uddannet folkeskolelærer.
Louise Due og Schnuden har i et hjørne på biblioteket i Ubby lavet en lille hule hvor børn så enkeltvis kommer og læser for Schnuden, mens han stille og roligt lytter.
Da vi kikker forbi søndag eftermiddag, er det de to søstre Luna og Mejse Hyldedahl Mosekjær på henholdsvis otte og 10 år som på skift læser for Schnuden.
Hvert barn kommer seks gange og læser for Schnuden, af en halv times varighed. I den halve time er der også tid til leg med læsehunden.
Schnuden er indtil videre den eneste læsehund i Kalundborg Kommune, men Louise Due håber at flere frivillige hundeejere vil melde sig, så endnu flere børn bliver bedre til at læse.