AnnonceLuk annonce




Læringscafé åbner på Skolen På Herredsåsen

01-11-2019

Red Barnet Ungdom åbner ny læringscafé på Skolen På Herredsåsen i Kalundborg. Foto: Thomas Arnbo 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Red Barnet Ungdom åbner en ny læringscafé på Skolen På Herredsåsen i Kalundborg. Læringscaféen gør brug af alternative undervisningsformer og henvender sig særligt til udsatte elever.

Elever på Skolen På Herredsåsen kan nu få hjælp af Red Barnet Ungdoms frivillige i organisationens nyopstartede læringscafé. I læringscaféen fokuserer organisationens frivillige på aktiv læring og kreative læringsmetoder, hvor målet er, at børnene får personlige og faglige succeser.

”Det afhænger meget af eleverne og de frivillige, hvordan skolehjælpen i en læringscafé er bygget op. Nogle frivillige arrangerer quizzer, ordbingo eller andre alternative og kreative undervisningsformer. Det vigtigste er, at børnene oplever, at de kan lære gennem leg. En del af de børn, som typisk kommer i vores læringscaféer, er børn, der har brug for en ekstra hjælpende hånd. Det er børn, som har brug for at forbinde skolen med noget positivt,” fortæller Astrid Engberg, generalsekretær i Red Barnet Ungdom.

Læringscaféen er støttet af Egmont Fonden, og har typisk åbent en gang om ugen efter skoletid. Mange børn kan heldigvis hente tilstrækkeligt med hjælp og opbakning i hjemmet, men der en gruppe børn, der har brug for ekstra støtte for at bevare skoleglæden og troen på deres egne evner, lyder det fra Red Barnet Ungdom. Det er blandt andet en årsag til, at 15 procent af alle børn, ifølge den seneste PISA-undersøgelse, forlader grundskolen uden kompetencerne til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

”Udsatte børn og unge er ofte udfordret af læringsvanskeligheder, lavt selvværd og manglende motivation i skolen, som gør det svært for dem at blive uddannelsesparate. Gennem partnerskabet med Red Barnet Ungdom er vi glade for at bidrage til at styrke læringsområdet og give udsatte børn og unge et læringstilbud efter skole,” siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

Alternativ læring virker 

En undersøgelse fra marts 2019, foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) af effekten af Red Barnet Ungdoms læringscaféer, viser, at socialt udsatte børns trivsel og faglige selvtillid vokser markant, hvis de i blot seks måneder kommer i en læringscafé. Selvom evalueringen i marts ikke gav et svar på, hvad i læringscaféerne, der potentielt har en positiv effekt på børnene, så mener Red Barnet Ungdoms generalsekretær, at det især skyldes de unge frivillige.

”Unge frivillige kan tale med børn på en helt særlig måde, og samtidig er det ikke så længe siden, at de selv gik i skole. De forstår børnene, og lærer fra sig gennem leg. Når de frivillige møder eleverne i øjenhøjde, skaber de rummelige og præstationsfrie læringsrum, og det gør børnene trygge. Der er desuden relativt mange frivillige i en læringscafé per barn, så der er mere tid til spørgsmål og hjælp per elev, end eleverne typisk oplever i skolen,” siger Astrid Engberg.

På landsplan driver Red Barnet Ungdom 60 læringscaféer, men det er meningen, at partnerskabet med Egmont Fonden skal resultere i, at Red Barnet Ungdom i 2021 driver hele 120 læringscaféer. Læringscaféerne fungerer som et supplement til skolens etablerede undervisningstilbud. De frivillige i Red Barnet Ungdoms læringscaféer er alle mellem 15 og 30 år gamle, og typisk møder tre til fire frivillige op hver gang. Læringscaféerne er en del af et partnerskab med Egmont Fonden, som skal give 5.000 børn mod på skolelivet ved at engagere 3.500 unge frivillige i 120 læringscaféer og i Red Barnet Ungdoms hjemmelektiehjælps-tilbud Lektievenner.

Om Red Barnet Ungdoms læringscaféer

  • Partnerskabet ”Mod på Skolelivet”, som læringscaféerne er en del af, foregår mellem Egmont Fonden og Red Barnet Ungdom og løber i perioden fra 2018-2021.
  • Med partnerskabet følger næsten 19 millioner kroner fra Egmont Fonden.
  • De unge frivillige gennemgår et uddannelsesforløb, når de starter i en læringscafé. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0