AnnonceLuk annonce




Lær om Flora og Fauna i din baghave

17-05-2017

Tissø ved Halleby Å's uddløb. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kom og vær med, når kommunens biologer og naturvejledere fortæller om naturen, flora og fauna i 'din baghave'. Målet er at give alle interesserede en god oplevelse af beskyttelse og benyttelse af naturen.

Der er planlagt i alt fire lokale Åbent Hus-dage henover sommeren. De vil foregå i Høng, i Kalundborg, ved Bjerge Nordstrand og ved Tissø. De naturfaglige medarbejdere vil vise et konkret areal frem og præsentere den registrering af dyr og den vurdering af naturen, som er lavet i forbindelse med Naturplan 2017 - som er et formidlingsprojekt baseret på en registrering af de kommunalt ejede naturarealer.

”Vi inviterer alle deltagere på skattejagt og til at finde dyr og planter på egen hånd og håber, at vi dermed kan gøre både voksne og børn interesserede i at lære mere om den natur, de bor tættest på. Vi synes det er vigtigt at få fokus på, at naturbeskyttelse ikke kun handler om plastik i havene eller krybskytteri i Afrika, men også eksisterer lokalt i Danmark, og spænder lige fra lovgivningens § 3-beskyttelse og Natura 2000-områder til fx frivillige affaldsindsamlingskampagner, så her kan alle være med,” siger Peter Jannerup, biolog i Kalundborg Kommune.

Kommunens naturformidlere rykker ud med grej, så som stereolup, bestemmelsesnøgler, fælder og fiskenet mv., kortplancher over kommunen og forhåbentlig en net-opkoblet PC. Det vil bl.a. give mulighed for også at arbejde med fugleognatur.dk, Naturbasen eller Danmarks Naturfredningsforenings NaturTjek.

Alle interesserede er velkomne, skoleklasser og naboer i alle aldre. Naturmøderne foregår på følgende steder og datoer:

Høng Folkemøde, lørdag 27/5 2017, kl. 10-15.

Kildeskoven, fredag 16/6 2017, kl. 11-16. Teltet findes ved Esbern Snaresvej, hvor cykelparkering også kan finde sted; biler kan parkeres langs vejen Bredekilde fra nr. 109 og østpå, derfra følges stien til teltet.

Heden på Søndervang 29, fredag 25/8 2017, kl. 11-16. Teltet findes på Bjerge Nordstrand.

Tissø ved Halleby Å's udløb, fredag 15/9 2017, kl. 11-16. Teltet findes ved Søvejen 4, parkering på Sæbyvej syd for Øvre Halleby Å's udløb til Tissø.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0