AnnonceLuk annonce




’Lad os gå foran og tale byen op og ikke ned’

21-09-2018

Formand for Vores Kalundborg aflagde bestyrelsens beretning. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Handelsforeningen Vores Kalundborg er klar til at tage arbejdstøjet på og være med til at udvikle bymidten i Kalundborg, det var et af budskaberne på foreningens generalforsamling torsdag aften.

Bestyrelsen i Vores Kalundborg har i det forgangne år arbejdet på en forbedret dialog med kommune og erhvervsråd, og føler det har været en succes, det kom frem på foreningens generalforsamling torsdag aften, hvor omkring 30 af foreningens 108 medlemmer var samlet.

”Vores indgangsvinkel til dialogen med kommunen er, at det er deres opgave at sørge for at rammerne er i orden. Det kunne være almindelig renholdelse, renovering af gader og pladser, samt tiltag der kan øge bymidtens attraktivitet. Vi har tidligere bragt i forslag, at den store parkeringsplads langs Bredgade bliver renoveret, hvilket er stærkt tiltrængt, bedre skiltning, at der etableres en nye torveplads centralt i byen med mulighed for overdækning, at der sikres en tæt sammenhæng mellem bymidten og den kommende Havnepark samt til Møllebakken, der rummer et stort uudnyttet potentiale, samt bedre fysisk sammenhæng mellem Kordilgade og Nytorv,” sagde formand Henrik Petersson i sin beretning, og fortsatte,

”Lad os gå foran og tale byen op og ikke ned, Der er en tendens til at man kun kan tale om tomme butikker som der er meget få af, men alligevel fylder så meget i folks bevidsthed. Vi er faktisk meget heldigt stillet i forhold til mange andre byer. Den rigtig gode nyhed i dag må siges at være, at det er mange år siden der har været så få tomme butikslokaler i bymidten.”

Bestyrelsen i Vores Kalundborg fornemmer at der er en positiv holdning i kommunen til at der skal gives mere opmærksomhed til kommunens detailhandel.

Kalundborg Kommune har i flere år haft godt 49.000 indbyggere, men Vores Kalundborg mener at målet må være at komme på den anden side af 50.000 indbyggere.

”Vi har en vision og det er at vi skal have Kalundborg op over 50.000 indbyggere. Vi har potentialet i form af hyggelige byer, en sublim og varieret natur, masser af arbejdspladser og nu også studiepladser. Alle undersøgelser foretaget rundt om i Danmark og for den sags skyld i verden fortæller os, at uden et aktivt detailhandelsliv bliver det meget svært at hive nye indbyggere til området.

Lad os stå sammen og vise enighed, så kære Kalundborg Kommune, skal vi komme i arbejdstøjet, vi er så parate,” sagde Henrik Petersson som afslutning på bestyrelsens beretning.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0