AnnonceLuk annonce




Flere hundrede låse ramt af hærværk

11-09-2018

Låsetekniker Paw Jensen fra Bagger Låse og Alarm i færd med at pille tandstikkere ud af endnu en lås. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Hærværk mod låse, hvor der stikkes fremmedlegemer ind i låsecylinderen, fortsætter og har nu bredt sig uden for bymidten. Flere hundrede låse har været udsat for den syge form for hærværk. Politiet opfordrer til at alle tilfælde anmeldes.

Der er efterhånden flere hundrede tilfælde hvor borgere, firmaer og offentlige kontorer har fået stukket fremmedlegemer, typisk tandstikker, ind i deres låsecylindre, med det resultat at låsen ikke kan låses op.

Hærværket har stået på i efterhånden mere end to måneder, og fortsætter stadigvæk, senest natten til tirsdag hvor hærværksmanden har været forbi Casa Danica på Hareskovvej i Kalundborg, hvor der i mindst 20 låsecylindre er stukket tandstikkere ind, med det resultat at medarbejdere ikke kunne komme på arbejde før tandstikkerne var pillet ud af låsen.

Den travle hærværksmand har også været forbi hos Dito Bus på Langagervej natten til tirsdag, hvor låsene på flere af de parkerede busser var sat tandstikker ind i låsecylinderen, med det resultat at flere busser ikke kunne afgå til tiden.

Det er i øvrigt anden gang at hærværksmanden en forbi hos Dito Bus.

Hærværket mod de mange låse har typisk fundet sted i den indre by, men har nu bredt sig videre, som omtalt til Hareskovvej-Langagervej og i sidste uge har et område i Raklev, bl.a. Raklev Skole og Raklev Kirke, været ramt af hærværket.

”Vi har efterhånden været kaldt ud til mindst 300 låse hvor der har været stukket tandstikkere ind i låsen, og så er der vel mindst lige så mange hvor folk selv har kunnet fjerne fremmedlegemerne,” fortæller Hanne Jensen hos Bagger Låse og Alarm i Kalundborg.

Politiet opfordrer til at alle tilfælde anmeldes

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer fortsat borgerne til at anmelde hærværket.

”Vi vil gerne opfordre alle til at anmelde hærværket, også selv om der ikke er et erstatningskrav og forsikringen ikke er inde over, jo flere der anmelder hærværket, jo flere tilfælde vi kan fremvise i retten, jo nemmere bliver det at få dømt en gerningsmand,” fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt-og Vestsjællands Politi.

TV-Kalundborg har modtaget flere henvendelser fra borgere som har anmeldt hærværket og derefter fået et brev om at sagen bliver henlagt, og det er helt normalt.

”Den enkelte sag er ikke noget vi efterforsker yderligt, derfor får borgerne sådan en meddelelse, men de mange sager samlet arbejder vi målrettet på at få stoppet, der bruges mange resurser på sagen, så borgerne må ikke tro at vi bare henlægger sagerne, men det er ikke sådan at vi kommer ud og kikker på den enkelte lås med mindre der er helt særlige spor” siger Martin Bjerregaard.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0