AnnonceLuk annonce




Kvinder kan også slukke brand

01-03-2019

Fra venstre, stationsleder Morten Hansen, Janni Jensen og mentor for Janni, Tom Koustrup. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

25-årige Janni Jensen er startet som brandmand hos Vestsjællands Brandvæsen på stationen i Gørlev, den første kvinde på stationen nogensinde.

Der er ikke mange kvinder blandt de brandmænd som findes i Danmark, det har altid været et traditionelt mandefag, men der er intet til hinder for at kvinder også kan slukke brand, og nu har Gørlev stationen under Vestsjællands Brandvæsen fået sin første ’brandkvinde’ nogensinde.

”Jeg mødte Morten til en privat fødselsdag og han nævnte at de manglede folk, og især nogle med stort kørekort, det har jeg, for jeg har kørt som lastbilchauffør, så jeg spurgte lidt ind til hvad det kræver for at blive brandmand,” forklarer Janni Jensen, der pr. 1. februar blev ansat som deltidsbrandmand hos Vestsjællands Brandvæsen i Gørlev.

Når Janni ikke slukker brand er hun ansat i et rengøringsfirma, og bor privat i Gørlev.

”Vi håber selvfølgelig at det kan inspirere andre kvinder til at søge ind som brandmand, efter at Janni er blevet ansat, vi skal være 16 deltidsbrandmænd på Gørlev stationen og er pt kun 14, så der er plads til et par stykker endnu,” fortæller Morten Hansen, stationsleder ved Vestsjællands Brandvæsen.

Uddannelse

Janni Jensen skal nu gennem et større uddannelsesforløb inden hun helt kan kalde sig brandmand, dels et 12 timers førstehjælpskursus, derefter et 74 timers forløb for at få grunduddannelsen som brandmand, og endelig skal funktionsuddannelsen bestås før Janni kan få lov til at gå ind i bygninger med ild og røg.

Janni Jensen har allerede været afsted til flere udrykninger, senest den voldsomme sommerhusbrand, torsdag morgen i Drøsselbjerg.

Mentor

Som ny brandmand har Janni fået tildelt en mentor, den opgave tager deltidsbrandmand Tom Koustrup sig af.

”Vi skal selvfølgelig alle hjælpe Janni på plads, men jeg har fået mentoropgaven, som betyder at når vi er til brand, så er det mig som hjælper og forklarer hvad det er vi gør og hvorfor, det giver en tryghed som ny på holdet,” siger Tom Koustrup.

Værkstedshumor

Tonen på en ren mandearbejdsplads kan godt være anderledes end på en blandet arbejdsplads, men Morten Hansen mener ikke der er ændret så meget på tonen efter at Janni blev ansat, hun er ikke så sart,

”Vi har selvfølgelig måtte ændre lidt på badeforholdene efter at Janni er kommet til, elleres er der ikke de store ændringer,” siger Morten Hansen, og Tom Koustrup supplerer,

”Den største ændring er nok, at normalt når vi får kage, så er de købt hos bageren, men når Janni har kage med, så er det hjemmebagt.”

Vil gerne gøre en forskel

Janni Jensen glæder sig til at komme rigtigt i gang som brandmand, og at kunne være med til at gøre en forskel.

”Du kan gøre en forskel, du hjælper folk der virkelig har brug for hjælp, jeg har faktisk selv haft brug for hjælp, og den tryghed at vide at der er folk der står til rådighed 24 timer i døgnet for bare at hjælpe mig, det vil jeg gerne være en del af, derfor har jeg sagt ja til at blive brandmand,” fortæller Janni Jensen.

Brandfolkene i Gørlev bliver kaldt ud ca. 75 gange om året, dertil kommer øvelser og det sociale samvær.

Jannis vej til brandmand kan følges på stationens facebookside, Vestsjællands Brandvæsen - Station Gørlev



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0