AnnonceLuk annonce




Kvinde pustede promillen over 2

25-05-2021

2. pinsedag stoppede politiet en del bilister, der kørste spirituskørsel, en af dem havde en promille på mere end 2,0. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag, der var 2. pinsedag, blev flere bilister sigtet for spirituskørsel i Kalundborg Kommune – en bilist fik taget bil og kørekort, da hun havde en promille over 2,0.

Mandag aften skete et mindre uheld på Sydhavnsvej i Kalundborg, da en modkørende bilist var slingret over i den forkerte vognbane, hvor en 50-årig mand fra Jyderup kom kørende. Hans bil blev strejfet af den modkørende bil, og de standsede begge efter sammenstødet. Ingen personer var kommet noget til, men den 50-årige mistænkte, at modparten, en 44-årige kvindelig bilist fra Holbæk, var påvirket af spiritus. Han kontaktede derfor politiet og tilbageholdt kvinden på stedet. Den 50-åriges bil fik skader på siden, da den 44-åriges bils sidespejl havde ramt den i forbindelse med sammenstødet. 

Politiet traf den 44-årige kvinde, som var faldet i søvn. Hun var oprevet og fremstod kraftig spirituspåvirket. En alkometertest viste et resultat på mere end 2,0 promille, så hun blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse. Politiet beslaglagde kvindens bil og inddrog hendes førerret, som det er muligt ifølge færdselslovens regler, når promillen er over 2,0. Den 44-årige accepterede beslaglæggelsen og afleverede sit kørekort. Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres, når sagen skal afgøres. Politiet afventer nu resultatet af blodprøven, hvorefter den 44-årige vil høre mere i sagen. 

Flere kørte spirituskørsel 2. pinsedag

Mandag eftermiddag omkring kl. 16 blev en 56-årig mand fra Høng standset på Slagelsevej i Høng i en varebil. En alkometertest viste, at han havde en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse. En halv time senere var politiet i Gørlev, hvor en 50-årig mand fra lokalområdet blæste alkometeret over den tilladte promille. Han havde kørt spirituspåvirket i en varebil ad Ulstrupvej ved Ulstrup i Gørlev Sj. Han blev ligeledes sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve.

Blot en time senere igen var en motorcykelbetjent på en tankstation på Gørlev Landevej i Gørlev Sj. Mens betjenten tankede motorcyklen, kørte en personbil ind på parkeringspladsen. Betjenten foretog en rutinekontrol af føreren, en 56-årig mand fra Gørlev, som havde drukket spiritus. En test med alkometeret viste, at hans promille var over det tilladte. Han blev derfor sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve på stedet, hvorefter han blev løsladt. 

Kl. 19.36 blev en lille knallert standset på Gl. Skovvej i Svebølle, da politiet bemærkede, at den kunne køre hurtigere end tilladt. Føreren af knallerten, en 45-årig mand fra Svebølle, var påvirket af spiritus og blæste alkometeret over 0,5 promille. Han havde desuden ikke gyldigt kørekort, knallerten var ikke indregistreret eller forsikret og ved en kontrol af knallertens hastighed på et rullefelt blev den målt til at køre 54 km/t. Knallerten blev beslaglagt med henblik på konfiskation, da det var 2. gang, at han blev stoppet på en konstruktivt ændret lille knallert. Den 45-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere fra politiet i sine mange sager.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0