AnnonceLuk annonce




Kvinde prøvede at narre politiet med falsk identitet

17-01-2020

Af Jens Nielsen

En 26-årig kvinde fra Svebølle prøvede at narre politiet med en falsk identitet, men det slap hun ikke godt fra, og hun er nu sigtet for kørsel uden førerret, og for at oplyse falsk identitet.

Torsdag formiddag standsede politiet en personbil på Kalundborgvej i Snertinge med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Den kvindelige fører kunne ikke fremvise noget kørekort og oplyste en identitet til politiet.

Det viste sig imidlertid ikke at være helt i overensstemmelse med sandheden, så politiet anholdt hende med henblik på konstatering af hendes identitet.

Hun var en 26-årig kvinde fra Svebølle, som ikke havde nogen førerret, fordi førerretten var inddraget af politiet i sommeren 2019. Hun havde for at sløre sin egen identitet oplyst identiteten på en uskyldig person, som dermed risikerede at blive strafforfulgt for noget, som vedkommende ikke havde gjort.

Den 26-årige kvinde blev derfor ud over sigtelsen for kørsel uden førerret også sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at oplyse falsk identitet, så en anden risikerer at blive straffet. Hun vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagerne mod hende skal afgøres.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0