Kunstudstilling på Bispegården i Kalundborg

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der er fernisering på Bispegården i Kalundborg lørdag den 23. januar kl. 14, hvor Lilybeth Sebaldus har sine abstrakte malerier hængende, ligesom Simon Grimm har oliemalerier, litografier, papirklip og keramiske arbejder på udstillingen. Udstillingen handler om det danske vejr.

Med udstillingstitlen ”Dansk Vejr” præsenterer Bispegårdens Kunstudstilling de næste 8 uger kunstværker af Lilybeth Sebaldus og Simon Grimm, begyndende fra lørdag den 23. januar.

Hvad består det danske vejr af? Hvordan dannes vejret?

Vejret spiller ind i danskernes hverdag, fylder meget i danskernes bevidsthed og indeholder kulturhistoriske aspekter. Sådan har det været siden de første bosættelser.

På udstillingen viser Lilybeth Sebaldus gennem sine abstrakte akrylbilleder og oliebilleder samt nogle installationer, hvordan hun fortolker det danske vejr.

Under udførelsen af sine værker har kunstneren udfordret den maleriske proces og materialernes kunnen og virke for derigennem at skabe kunstværker, hvis flertydighed giver mulighed for refleksion.

Flere kan måske huske Lilybeth Sebaldus fra en tidligere udstilling på Bispegården, hvor hun i 2008 udstillede sammen med Tonny Hørning. Lilybeth Sebaldus er født og opvokset i København, og debuterede i 2004 på forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenlund. Hun har siden 1997 uddannet sig på kunstskoler, billedskoler, workshops og gennem privat undervisning.

Simon Grimm udlægger på udstillingen det danske vejr gennem sine abstrakte oliemalerier, litografier, papirklip og keramiske arbejder. Kendetegnende for Simon Grimms kunstværker er, at han løfter motivet fra hverdagen og medierne omkring sig for i redigeret form at placere dem i en kunstnerisk kontekst. Simon Grimm er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi, og modtog inden da undervisning fra Århus Kunstakademi og Ærø Kunsthøjskole.

Der er fernisering lørdag den 23. januar 2016 kl. 14, og udstillingen varer til den 6. marts 2016. Begge kunstnere vil være til stede ved ferniseringen.

Del