AnnonceLuk annonce




Kunsten er min terapi

29-05-2021

Kunstner Caia Riemer i sit lille atelier. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Caia Riemer har malet lige siden, hun var en 15-16 år. Hun begyndte at male, fordi hendes mormor var billedkunstner, og tilskyndede hende det kreative. Hun forsøgte sig i en periode med ”søde” malerier, men fandt hurtig ud af, at hun havde brug for at male malerier med et helt andet indhold.

Den unge kunstner, der snart fylder 30 år, havde brug for at hendes malerier afspejlede hende selv. Det var vigtigt for hende, at der var indhold i det, hun malede. På det tidspunkt gennemgik hun en vær peirode i sit liv, hvor hun havde en svær spiseforstyrrelse. Det hjalp hende at male. Hun malede sine tanker, og gør det stadig den dag i dag.

”Jeg havde brug for at male noget med indhold. Noget der afspejlede mig. Jeg havde en meget svær periode i mit liv, da jeg fik en spiseforstyrrelse. Men at male hjalp mig rigtig meget. Jeg maler sjældent, når jeg har det godt. Jeg har lavet nogle ganske få, men at male er min terapi, og derfor maler jeg nok mest, når jeg har det svært. Det distraherer mig, og jeg kommer ud med tingene. Jerg er nok ret god til at distancere mig fra mine følelser med ord, men når jeg maler, kan jeg ikke slippe. Det er terapi,” fortæller Caia Riemer.

Dystre motiver og stærke farver

Hun maler muligvis lidt dystre og meget stærke motiver, men farverne er klare, stærke og endda også lyse. 

”Jeg har altid brugt stærke, og ikke mørke farver. Det er måske lidt popagtigt, men det bliver for dystert, hvis jeg bruger mørke farver – selv for mig. Men det er vigtigt for mig, at jeg rører noget i folk, også selv om nogle måske synes, at det er voldsomt. Hellere det end, at folk tænker, at det var da meget pænt, men ikke rigtig har en mening om min kunst,” siger Caia Riemer.

Caia Riemer er oprindelig fra Brøndby Strand, men flyttede til Bornholm som 8-årige, og boede der indtil, at hun som 19-årige flyttede til København. For nogle år siden flyttede hun til Kalundborg, da hun skulle ud af et stofmisbrug, og i en periode boede hos sine forældre i Havnsø og var tilknyttet misbrugscentret i Kalundborg. For nogle år siden blev Caia Riemer ydermere diagnosticeret med skizofreni, hvilket var en lettelse for hende, da mange ting pludselig hang meget bedre sammen. Med den rette medicinering betød det også, at Caia Riemer fik det bedre. 

Vi har alle brug for at blive forstået

”Der er også en vis humor i min kunst. Det er helt sikkert både voldsomt og alvorligt, hvad jeg maler om, fordi jeg har været meget igennem, men det er mig, og det får mig til at få det så meget bedre at male om det. Jeg har ofte haft svært ved at forklare mig eller blive hørt. Men det virker som om, at folk ser og hører mig, når jeg laver det her, og det betyder meget. Vi har alle brug for at blive forstået, og når man kæmper med stofmisbrug og/eller psykiske sygdomme, kæmper man også imod fordomme. Folk kan ikke se på mig, at jeg har det skidt, men de kan se det via mine malerier, og det får folk til at spørge ind til mig, og jeg kan ikke løbe fra mine malerier, som jeg kan fra mine ord,” fortæller den unge kunstner, og fortsætter: ”Når jeg maler om PTSD, mit stofmisbrugstid eller noget tredje er det en del af mig, den destruktive del. Jeg fik, under min behandling, til opgave at male min livshistorie, hvilket jeg gjorde, og jeg har fundet ud af, at mine malerier stadig er dystre, når jeg har det godt. Men dystre på en anden måde, da der mere er tankerne i mit hoved, hvor det førhen var ting, der var sket i mit liv.”

Caia Riemer kan producere et stort malerier på blot en enkelt dag, hvis hun er i det rette humør, og malingen ellers tørrer hurtigt nok. Kunsten gør, at hun føler, at hun bidrager, at hun føler sig produktiv, for hun har faktisk altid været vant til at arbejde.

”Min kunst gør, at jeg føler mig produktiv. Jeg har altid arbejdet, og har da også været på gymnasiet og derefter et par år på universitetet, men jeg holder ikke længe i de forskellige jobs, desværre. Jeg har arbejdet som pædagog, livredder, bartender, tjener og meget mere, og jeg har rejst meget rundt i både Danmark og i verden. Men jeg har det bedre nu end tidligere, fordi jeg har kastet håndklædet i ringen, og dermed erkendt, at jeg har brug for hjælp,” fortæller hun. 

Indimellem maler Caia Reimer også bestillingsarbejde. Det gør hun, fordi det er sjovt, men også fordi, hun mener, at det er sundt for hende at male andre ting end, hvad der foregår i hendes tanker.

”Jeg har også indimellem et bestillingsarbejde, og der laver jeg noget helt andet. Det er selvfølgelig stadig min stil, men er fx blevet bedt om at lave nogle engle, noget som jeg nok aldrig selv ville vælge at male. Men det blev faktisk rigtig godt. Jeg tror også, at det er meget godt, at komme ud af mit hoved engang imellem.”

Buddhist ved et tilfælde

Caia Riemer er buddhist, og har faktisk boet i kloster i flere måneder i både Frankrig, Nepal og Skotland. Hun mediterede flere timer om dagen førhen, men har svært ved at koncentrere sig om mindfulness og meditation i dag.

”At jeg blev buddhist er vel i virkeligheden meget tilfældigt. Jeg ville gerne i forsvaret, men grundet operation og min fysiske tilstand fik jeg af vide, at jeg aldrig ville komme ind. Min drøm blev knust, og jeg tog på kloster i Skotland i stedet. Hvorfor de ved jeg faktisk ikke. Det var bare en pludselig indskydelse. Derefter rejste jeg til Indien, fordi jeg kender en, der sagde, at det var fantastisk. Alt det kaos, der er i mit hoved, bliver også lidt til kaos i livet, sådan lidt drifting aftigt.”

Du kan se mere af Caia Riemers kunst på caia_riemer_pshyfrogart eller på Facebook: ’Caia’s kunst’.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0