AnnonceLuk annonce




Kulturhistorisk dokumentarprogram om Kalundborg

11-10-2018

Af Jens Nielsen

I denne uge optager fjernsynskanalen dk4 et kulturhistorisk dokumentarprogram om Kalundborg hvor Kalundborg Museum/Museum Vestsjælland spiller en central rolle.

Bymodellen i museumshaven og Korsriddertapetet i museet bruges til at forklare Kalundborgs historie, når dk4 i denne uge er i Kalundborg for at lave optagelser til et kulturhistorisk kulturprogram.

Det er dk4´s kulturredaktør, Frantz Howitz, der står for programmet. I forbindelse med at Frantz holdt et foredrag for Kalundborg Museumsforening i maj brugte Martin Pavón, Jens Nielsen, begge Kalundborg Museum, og David Barry, formand, Kalundborg Museumsforening hele dagen inden foredraget til at vise hvad Kalundborg havde at tilbyde kulturhistorisk set. 

Det må åbenbart have vakt hans interesse, for kort efter annoncerede Frantz Howitz at dk4 gerne ville lave et kulturhistorisk dokumentarprogram om Kalundborg – Nu er alt endelig faldet på plads, optagelserne er i gang, og programmet er snart en realitet.

Programmet fokuserer på middelalderen og Højbyen, specielt museet, Vor Frue Kirke, Stenhuset i Præstegade, Vestborgen og slotsruinen. Det eneste moderne islæt i programmet er historien om bombeflyet Mad Money II, der nødlandede på spidsen af Asnæs under Anden Verdenskrig. 

Tilladelse fra politiet

Helt specielt er der af politiet og kriminalforsorgen givet lov til at lave droneoptagelser af slotsruinen. Her er der ellers droneforbud da ruinen ligger tæt op ad arresten. Derudover har Greve Christian Lerche-Lerchenborg og Eirik Vinsand, der ejer de steder på Asnæs der kommer med i programmet, givet lov til at lave droneoptagelser der.

Fjernsynskanalen dk4 kan ses af 1,8 millioner danskere, og programmerne genudsendes regelmæssigt. Det betyder at programmet om Kalundborg vil blive vist mange gange i de kommende år og set af mange danskere. Forhåbentlig vil det øge kendskabet til Kalundborg Museum og de mange unikke kulturhistoriske aspekter ved Kalundborg, oplyser David Barry.

Programmet bliver på ca. 55 minutter, men er endnu ikke programsat.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0