Kro åben igen efter brand

Selv om det så voldsomt ud med mange udrykningskøretøjer ved Bromølle Kro lørdag aften, var skaderne heldigvis ikke værre end at kroen er åben igen for gæster. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Gæster og personale blev evakueret lørdag aften da der udbrød brand på Bromølle Kro. Heldigvis var branden ikke mere voldsom end, at kroen har åbent for spisende gæster igen.

Lørdag aften omkring klokken 20 opdagede personalet på Bromølle Kro, at der var brand i nogle elinstallationer i kroens fyrrum, og slog med det samme alarm til brandvæsenet.

Politi og brandvæsen var massivt til stede og fik hurtigt slukket branden i fyrrummet og luftet røgen ud af lokalerne, og her søndag kan Bromølle Kro igen byde gæsterne indenfor.

”Vi var så heldige, at det kun er kælderen og første salen, som er ramt. Det er mest sodskader og som det allervigtigste, var der ingen personskader.

Vores dygtige tjenere fik stille og roligt alle gæster ud af kroen og alle var meget tålmodige,” skriver Bettina og Jan Bresnov, indehavere af Bromølle Kro på kroens Facebookside, og fortsætter,

”Efter ca. 1,5 time kunne selskabet komme ind igen og fortsætte deres fest. Det er vi rigtig glade for, da de har flyttet festen flere gange pga. Corona.

Men i dag har vi åbent som sædvanligt, kun er toiletterne i kælderen, nok ikke helt klar.

Vi glæder os til at byde jer alle sammen velkommen igen på den gamle kro, som heldigvis er her endnu.”

Bromølle Kro kan skrive sin historie helt tilbage til år 1198 og det er derfor det sted der har været drevet krodrift i flest år i Danmark.

Læs også: Alle gæster evakueret ved brand på Bromølle Kro

Del