AnnonceLuk annonce




Kontrakten er underskrevet, og ny ejer kommer til byen

06-09-2018

Madhuset Mørt i Kordilgade i Kalundborg er solgt, og de nye ejere går nu i gang med at forberede til deres nye restaurant. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Madhuset Mørt har i et stykke tid været lukket, og har længe været til salg, men nu kommer der igen liv i de tomme lokaler. Kontrakten er nemlig underskrevet af nye ejere, og der skal igen være restaurant.

Endnu et tomt lokale i Kalundborg bliver fyldt med liv og ikke mindst god mad, når Det Mexicanske Bøfhus åbner dørene i løbet af efteråret. Det er Ali Gövercin, der er den nye ejer, men det bliver hans bror, Süleyman Gövercin, der kommer til at stå for den daglige drift af restauranten i Kalundborg. Ali Gövercin ejer nemlig også Det Mexicanske Bøfhus i Slagelse, hvor han selv bl.a. står i køkkenet. Ali og Süleyman Gövercin er begge født og opvokset i Danmark, men stammer oprindeligt fra Tyrkiet.

”Vi glæder os meget til at åbne restaurant i Kalundborg. Det er ærgerligt med tomme lokaler, og vi ønsker bestemt at være en del af erhvervslivet i Kalundborg, og vi vil gøre vores til, at der kommer gode oplevelser og liv i Kalundborg,” siger Süleyman Gövercin, der dog til daglig bliver kaldt Sülle, og fortsætter:

”Det er vigtigt for os at understrege, at vi ingen relation har til de tidligere ejere overhovedet. Vi har blot købt restauranten. Vi kender historien, og vil ikke sættes i forbindelse med dem.”

Det Mexicanske Bøfhus vil byde på en masse forskellige mexicanske retter og ligeså forskellige bøffer, som begge er deres speciale. Men er man vegetar, findes der også vegetarretter i restauranten. 

”Jeg tør godt lægge hovedet på blokken, og sige, at vi kommer til at få byens bedste bøffer,”siger Süleyman Gövercin.

Ditte Schwartzbach, der ejer bygningen i Kordilgade, hvor restauranten skal have til huse, er glad for, at der nu endelig sker noget.

”Jeg glæder mig til det, både for min egen skyld, men bestemt også for byens borgere. Nu kommer de igen liv på gaden her,” siger hun. 

Kender endnu ikke åbningsdato

Süleyman Gövercin tør endnu ikke give en åbningsdato, men fortæller, at de åbner lige så snart, de er klar til det.

”Jeg kan ikke give en dato endnu, vi skal lige have alt i orden. Men man kan følge med på Facebook, hvor vi får en side, der hedder Det Mexicanske Bøfhus Kalundborg’, og her vil vi også rekruttere personale igennem. Vi har stort set køkkenpersonalet på plads, men mangler serveringspersonale,” siger han.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0