AnnonceLuk annonce




Konservative klar med ny folketingskandidat

21-09-2018

Af Jens Nielsen

Lokale Jesper Wienmann Hansen er klar som ny folketingskandidat for konservativ i Kalundborg-Odsherred Kredsen.

Som følge af erhvervsminister Brian Mikkelsens nye job som direktør i Dansk Erhverv skal der vælges en ny konservativ folketingskandidat i Kalundborg-Odsherred Kredsen.

Brian har igennem årene lagt et stort og altid nærværende engagement i det Nordvestsjællandske, og på alle måder varetaget det lokale behov, oplyser Konservative Kalundborg i en pressemeddelelse.

Vælgerforeningsbestyrelserne i Odsherred og Kalundborg kommuner vil derfor i fællesskab på opstillingsmødet i Kalundborg-Odsherred Kredsen torsdag den 4. oktober i Hørve Medborgerhus, Hørve, præsentere deres nye kandidat, Jesper Wienmann Hansen.

Jesper bor i Høng, er familiefar med tre børn og arbejder i det private erhvervsliv, og var også opstillet til kommunalbestyrelsen ved valget i efteråret 2017.

”Netop i disse tider med vækst, udflytning af statslige arbejdspladser og nye lokale uddannelsesmuligheder, samt ikke mindst debatten om behovet for motorveje og broer, er det vigtigt at vi igen får en meget lokal kandidat,” siger Peter Joensen, formand Konservative Kalundborg.

Jesper vil arbejde for et trygt Danmark for alle, hvor fokus bl.a. skal være på ordentlighed, dannelse og uddannelse. Et stærkt dansk erhvervsliv skal skabe grundlaget for fortsat økonomisk tryghed og sikkerhed for, at vi også i fremtiden kan være verdens bedste velfærdssamfund. 

Endelig vil Jesper gøre en indsats for at sikre et sundt miljø og vores danske natur til gavn for os selv og fremtidige generationer, står der i pressemeddelelsen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0