AnnonceLuk annonce




COVID-19: Konfirmationer giver udfordringer

02-02-2021

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Grundet COVID-19 har man, på et møde torsdag i sidste uge, fra biskoppernes side opfordret til, at de enkelte sogne giver mulighed for, at forårets konfirmationer kan flyttes til efteråret, da man endnu ikke ved, hvordan restriktionerne ser ud til april, hvor konfirmationerne typisk begynder. Det skaber imidlertid nogle udfordringer for de mennesker, der står for mad og udlejning af lokale. 

COVID-19 har sat en stopper for mange ting, og mange arrangementer er blevet flyttet grundet diverse restriktioner i den forbindelse. Senest har biskopperne i Danmark meldt ud, at man opfordrer de enkelte sogne rundt om i landet til, at de giver mulighed for at forårets konfirmationer kan flyttes til et senere tidspunkt på året, og bl.a. i Raklev og Vor Frue Kirke i Kalundborg har man givet mulighed for, at man kan blive konfirmeret til henholdsvis en dag i august og september, eller man kan vælge at bibeholde den oprindelig dato i maj. 

Det giver imidlertid anledning til, at en branche, der i forvejen er presset økonomisk, nu bliver yderligere presset, fordi man vælger at lægge en del af konfirmationerne på lørdage i august og september, hvor de fleste festlokaler netop er udlejet grundet bryllupper, og derfor må mange sige nej, og mister dermed en stor del af deres indtjening, mener Tina Thrysøe, der forpagter Café Dyrehøj og Café Edderfuglen på Røsnæs.

”Jeg må indrømme, at jeg synes, det er mærkeligt lavet fra kirkens side, at man vælger at lægge konfirmationer, hvor der typisk er bryllupper, altså lørdage i august og september. Dermed mister de, der lejer lokale og/eller laver mad en stor del af deres omsætning, fordi de nu må sige nej til dem, der gerne vil ombooke en konfirmation til en lørdag i sensommeren/efteråret. Jeg er i hvert fald helt booket de dage, og må derfor nu sige nej til dem, der spørger efter en lørdag i august eller september, og jeg tænker da, at det ikke kun gælder mig,” fortæller Tina Thrysøe, og fortsætter: ”Jeg er klar over, at det er et helt specielt år endnu engang, men så lav da konfirmationer om fredagen fx, eller man kunne indstille sig på, at det vil være otte søndage, inden konfirmationerne er færdige i efteråret. Jeg er booket af bryllupper om lørdagen, både af nye, men også såkaldte ”hængepartier” fra sidste år, hvor folk ikke fik lov til at holde deres bryllupsfest, og derfor skal i år. Siden fredag har jeg fået otte henvendelser fra folk, der spørger, om de kan booke en lørdag i sensommeren eller efteråret til en konfirmation i stedet for den bookning, de havde i foråret. Men da jeg allerede næsten er booket de lørdage, må jeg jo desværre sige nej. Det er bare ikke let det her, og det ville være dejligt, hvis man snakkede mere sammen brancherne imellem, så man måske kunne undgår den slags, som vi står i nu.”

Sognepræst i Vor Frue Kirke i Kalundborg, Morten Pedersen, forstår frustrationerne, men fortæller, at der faktisk er en grund til, at man i år har valgt at sige ja til også at holde konfirmationerne en lørdag.

”Det er forældrene, der efterspørger lørdage, og de tidligere år har vi faktisk afvist det, fordi vi gerne vil værne om traditionen med, at konfirmationerne er om søndagen, da det er kirkens dag. Men når det er sagt, så afviger vi fra det princip i år grundet corona. Tager vi alle søndage i brug i efteråret, vil der være alt for mange søndage, hvor menigheden ikke kan komme i kirken grundet forsamlingsforbuddet, og derfor blev vi enige om at dele mellem lørdag og søndag i efteråret, så de også har mulighed for at komme i kirke i efteråret. Vi har jo også vielser lørdage. Men vi ved, at det er en udfordring for mange, da mange lokaler allerede er booket til bryllupper osv. Men så giver det måske også sig selv, at vil man holde konfirmation i efteråret, skal man måske vælge en søndag, fordi man ellers ikke kan få et lokale. Så jeg håber da, at det udligner sig lidt på den front,” siger Morten Pedersen.

Opfordring fra biskoppen

Selve beslutningen om, at man kunne udsætte konfirmationerne, traf man lokalt, dvs. præster og menighedsråd. Men alle menighederne fik i sidste uge, på et virtuelt møde, en opfordring fra biskoppen om, at give forældrene til konfirmanderne en alternativ dato til  forårets konfirmationer således, at de selv kunne vælge, om de ville bibeholde dato eller vælge ny i efteråret. 

”Vi har fået en opfordring fra biskoppen, på et virtuelt møde i torsdags, om at tilbyde en alternativ dato til konfirmationerne i foråret eller helt flytte datoen. Jeg ved, at de steder, hvor de har rigtig mange konfirmander, der er datoen flyttet, men vi har mulighed for at lade folk selv bestemme, om de vil flytte til en dato i efteråret eller beholde den i maj, så derfor har vi valgt at fastholde dato samt give en alternativ dato i begyndelsen af september,” fortæller Morten Pedersen, og fortsætter: ”Udfordringen er jo, hvor mange vi må sidde i kirkerummet, lige pt. er det fx 30 personer i Vor Frue Kirke, og vi satser da på, at restriktionerne er anderledes til maj. Men det ved vi jo reelt ikke, og kan man til den tid ikke være væsentlig flere sammen, bliver de private fester jo et problem.”

I Raklev Kirke har man ligeledes valgt at give forældrene mulighed for at bibeholde oprindelig dato eller få en ny i august. Det har man generelt gjort i mange kirker, dog er der enkelte steder, hvor man helt har flyttet dato til sensommer/efteråret i stedet.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0