AnnonceLuk annonce




Kondensatpris til ildsjæl fra Røsnæs

20-09-2016

En glad og stolt Troels Birk Kristoffersen med bevise for Kondensatprisen 2016. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Det var en glad og stolt Troels Birk Kristoffersen der tirsdag eftermiddag modtog årets Kondensatpris på 40.000 kroner ved et festligt arrangement hos Statoil i Kalundborg.

Kondensatprisen blev indstiftet af Statoil Raffinaderiet i forbindelse med indvielsen af Kondensat raffinaderiet i 1995 og det var således 21. gang prisen blev uddelt.

Priskomiteen havde igen i år flere gode emner til prisen, men dette års Kondensatpris gik til formand for Røsnæs Udvikling og Beboerforening, Troels Birk Kristoffersen, som stort set hele sit voksenliv har udført et omfattende frivilligt forenings arbejde til glæde for lokalområdet. Borgmester Martin Damm fra priskomiteen sagde bla. i sin tale til Troels Birk Kristoffersen,

”Prismodtageren har i flere år været i priskomiteens søgelys, men i år skal det være, Troels har igennem snart 40 år arbejdet ihærdigt på frivillig basis til at gøre Røsnæs til et godt og attraktivt sted at bo og besøge, og med det store Røsnæs Rundt projekt, hvor kronen på værket, aktivitetshuset på Nyby havn, lige er blevet indviet, ja så kunne vi ikke holde prisen tilbage længere”

Det var et stolt og glad Troels Birk Kristoffersen der modtog diplom, blomster og ikke mindst de 40.000 kroner som følger med den flotte pris.

”Jeg blev overrasket, stolt og glad da jeg fik at vide at jeg skulle have Statoils Kondensatpris, man føler pludselig at de mange timer man har brugt igennem mange år med frivilligt arbejde på Røsnæs de bliver belønnet og påskønnet, og det er jeg naturligvis både glad og stolt over”, sagde Troels Birk Kristoffersen i sin takketale til de fremmødte gæster.

Efter prisuddelingen var der traditionen tro et musikalsk indslag, der i år var lagt i hænderne på de lokale talenter White White Woods, som underholdte gæsterne i en god halv time.

Prisen uddeles til en person der gennem sit virke på særlig vis har fremmet kulturelle formål herunder også idræts og ungdomsaktiviteter i lokalområdet eller en person der gennem kunst eller idræt har præsteret særlige resultater.

Prismodtageren udpeges af en komite bestående af borgmester Martin Damm, rektor Peter Abildgaard Andersen og redaktør på Nordvestnyt Jakob Erhardt Pedersen.

 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0