AnnonceLuk annonce




Kommunes tidsplan besværliggør friskole

05-10-2016

Røsnæs Skole

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hvis Kalundborg Kommune fastholder, at Røsnæs Skole skal lukke til august 2017, har man reelt ikke en mulighed for at nå at indgive en ansøgning til statstilskud til en friskole, som man taler om at ville lave.

Sagen om lukning af Røsnæs Skole bliver, i aften, behandlet af Børn- & Ungeudvalget, som skal vurdere, hvorvidt den skal sendes videre i høring. Der er en helt fast procedure, der skal følges. Den endelige beslutning bliver truffet af kommunalbestyrelsen til februar 2017.

”Kalundborg Kommunes udmelding om lukning af Røsnæs Skole pr. 2017 kommer på et meget sent tidspunkt i forhold til en evt. ansøgningsfrist på statstilskud til en evt. etablering af en friskole, idet ansøgningsfristen senest er 15. august året forinden,” siger Christian Møller, der er forælder på skolen, men også netop er kommet på banen inden for politik, da han stiller op for Røsnæs Venstre ved næste valg.

Problemstillingen blev drøftet til mødet i forgårs på Røsnæs Skole, og alle var enige om, at Børn- & Ungdomsudvalget bør tage dette punkt med i deres betragtning, når de skal behandle sagen om lukning af Røsnæs Skole.

”Man bør indstille til, at lukningen først sker pr. 2018, så "lukningsprocessen" sker i et konstruktivt samarbejde mellem kommune, skolebestyrelse, forældre og vigtigst - vores børn. En beslutning om at lukke skolen er jo rimelig nok i forhold til elevtilgangen, men problemet opstår, når man ikke sørger for at tage hensyn til, at en ansøgning om oprettelse af en friskole skal ske til staten året forinden, senest 15. august, hvilket vi jo ikke kan nå, hvis den lukker pr. august 2017,” siger Christian Møller.

Han mener, at det sætter forældre og bestyrelse i et dumt dilemma, da man netop gerne vil have mulighed for at etablere et fornuftigt alternativ til Røsnæs Skole.

Vi satser på et konstruktivt samarbejde

”Det nytter jo ikke noget, at man træffer en beslutning hen over hovedet på folk, og at vi ikke har noget alternativt. Giv os en mulighed for at organisere noget ordentligt, og lave en god friskole. Vi som forældre vil gerne komme beslutningen i møde med et konstruktivt samarbejde, men så er de, fra kommunens side, også nødt til at give en rimelig frist. Som er 2018. På den måde har man muligheden for at etablere en friskole,” siger han og fortsætter:

”Jeg bakker klart op om en friskole, da man skal huske at tænke på konsekvenserne for landdistrikterne også. Har vi ikke en skole, vil der ske en afvikling af lokalsamfundet herude, det tiltrækker jo heller ikke just tilflyttere.”

Hanne Dollerup, der er Børn- & Ungedirektør ved Kalundborg Kommune fortæller, at, man som administration skal komme med et oplæg til mødet, men hvordan det bliver modtaget, ved hun ikke.

”Det kan jo være, at man ikke vil sende alt i høring. Politikerne har i alt fald ørerne åbne over for, hvad der bliver meldt tilbage, og det kan jo være, at beslutningen om at lukke til 2017 bliver ændret til 2018, men der kan jo også være ulemper ved at trække det længere ud, da det måske alligevel i sidste ende vil betyde, at eleverne flytter fra skolen, og der det sidste år næsten ikke er nogle tilbage,” siger hun og fortsætter:

”Det man også skal huske i den debat, er, at politikerne først melder ud nu, fordi man i foråret og sommeren over valgte at give skolen en chance for at samle elever, og så kunne man jo ikke melde ud, at skolen var lukningstruet. De fik muligheden for at se, om man kunne skaffe elever. Det er altså en vigtig pointe. Politikerne handler efter retslig omhu. Det perspektiv skal med i debatten.”



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0