AnnonceLuk annonce




Kommunens julegaver er ikke købt lokalt

04-11-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

At handle lokalt er altid en god skik, hvis man gerne vil, at der fortsat er forretninger i lokalsamfundet. Særligt nu, hvor mange virksomheder kæmper for at holde sig oven vande grundet COVID-19, er det en stor hjælp, at private såvel som virksomheder tænker i at handle lokalt. Derfor lyder opfordringen også mange steder fra, at julegaverne meget gerne skal købes lokalt. Budskabet har mange private virksomheder taget til sig, men Kalundborg Kommune har i år lagt ca. 150.000 kr. til julegaver uden for kommunen.

Mange, private såvel som virksomheder, er allerede begyndt at tænke i julegaver, og særligt i år er der fokus på at handle lokalt. Mange private virksomheder i kommunen har gjort noget ekstra for at støtte op om lokalsamfundet i en tid, hvor COVID-19 har gjort det svært for mange at overleve økonomisk, og i nogle tilfælde næsten helt har fjernet eksistensgrundlaget. Men Kalundborg Kommune har, til trods for, at mange kæmper for at overleve økonomisk, i år valgt ikke at købe 769 medarbejderes julegaver lokalt, da de fik et godt tilbud fra en leverandør uden for kommunen. De slog derfor til i sommer. Der er handlet for ca. 150.000 kr.

Kommunaldirektør kalder det en øv-historie

Kommunaldirektør, Jan Lysgaard Thomsen, er ikke stolt af situationen, da han i bakspejlet godt kan se, at man skulle have støttet lokalt i stedet.

”Det er faktisk sådan lidt en øv-historie. I år havde vi forsøgt at koordinere det lidt, for en gang skyld, i hele kommunen, så vi fik mest muligt for pengene, og det er jo godt tænkt i al almindelighed. Kort før sommerferien indgik vi en aftale med en leverandør uden for kommunen, hvor vi fik et rigtig godt tilbud. Men det er vi ærgerlige over nu. Det var i en god sags tjeneste, at man fik et godt tilbud, og på den måde fik mest for pengene til medarbejderne, men det har altså også givet anledning til, at vi har tænkt over det, og fra næste år køber lokalt. Vi er blevet belært af den erfaring, og vil tænkte over, at handle lokalt fremadrettet,” fortæller Jan Lysgaard Thomsen, der er kommunaldirektør ved Kalundborg Kommune.

Forarget og skuffet 

Formand for Vores Kalundborg, Brian Sønder Andersen, har slet ikke forståelse for, at man som kommune vælger at handle julegaver til kommunens medarbejdere i en anden kommune, og slet ikke, når tiderne lige nu er meget svære for mange erhvervsdrivende i kommunen.

”Jeg må sige, at vi er flere, der er dybt forargede og skuffede over, at kommunen handler som de gør. Corona eller ej, så bør man støtte op om lokalsamfundet. Kommunen bør da stå forrest, når det handler om, at støtte op om de lokale forretninger. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem der har blåstemplet den beslutning. Beslutningen afspejler vel i virkeligheden, at der sidder en del ledere i kommunen, der slet ikke er forankret i kommunen på nogen måde,” siger han, og fortsætter: Vi har allerede snakket med handelsstandsforeningerne i Gørlev og Høng, og de bakker hundrede pct. op om, hvad jeg her siger. De er lige så forargede og skuffede, som vi er hos Vores Kalundborg. Vi håber da, at der kommer en klar udmelding fra borgmesteren om, at man selvfølgelig bør støtte lokalt, når man som kommune køber gaver. Det betyder jo ligeledes, udover salg i lokale virksomheder, at skattekronerne bliver i kommunen tillige.” 

Ikke altid, at den lette løsning er den rigtige

Jens Lerager, der erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd henstiller ligeledes til, at man handler lokalt, også selvom det måske er lidt mere besværligt.

”Det er jo oplagt at købe julegaverne til sine medarbejdere lokalt. Jeg er helt med på, at det kan være en lille smule mere bøvlet, end den nemme løsning med blot at lade dem vælge noget på en hjemmeside. Men for det første er der rigeligt at vælge imellem lokalt. Der er jo alle varerne i butikkerne, men det er også oplagt at tænke i oplevelser; et cafébesøg, en overnatning, et foredrag en film eller noget helt tredje. Det kan alt sammen købes lokalt. Køber du flere gaver på en gang, kan du garanteret få en god pris også, så dine medarbejdere kan få nogle flotte julegaver. For det andet synes jeg i hvert fald, at det er lidt sjovere at få noget, der både er tænkt over, og som måske også giver en rar fornemmelse af at have støttet det lokale erhvervsliv. Og hvis det skal være den praktiske online løsning, så har vi jo faktisk også en lokal virksomhed der tilbyder den. Så der er ingen grund til ikke at benytte chancen til både at glæde medarbejderne og understøtte det lokale erhvervsliv,” sagde Jens Lerager, inden han var klar over, at Kalundborg Kommune har brugt 150.000 kr. på julegaver i en anden kommune. Da han blev forelagt dette, var hans svar: ”Det synes jeg selvfølgelig er rigtig ærgerligt, at de ikke fik tænkt den ordentligt igennem."

Der foreligger ingen retningslinjer for, at Kalundborg Kommune bør handle lokalt. Ligesom, at der intet egentlig budget er til julegaver til medarbejderne på kommunen. Det er noget hver afdeling afgør fra år til år, om der er penge til. Borgmester Martin Damm (V) var ikke vidende om, at man i år havde koordineret julegaveindkøbet nogle steder i kommunen, og sammen havde lagt en ordre i et firma uden for kommunen: ”Pas. Det ved jeg slet ikke noget om, men ja, det er bestemt fint at handle lokalt, hvis man altså kan få, hvad man skal have, og det ikke er urimeligt dyrt i forhold til andre steder, så er det bestemt fornuftigt, og jeg så gerne, at man havde gjort det.”


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0