AnnonceLuk annonce




Kloden drejer på Postgaarden

08-09-2019

Den tidligere Grand Prix stjerne, Gry, gæstede søndag eftermiddag Postgaarden i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag eftermiddag gæstede Gry Postgaarden i Kalundborg, hvor hun havde sammensat et underholdningsprogram med et hav af Grand Prix toner.

Gry (vinder af Dansk Melodi Grand Prix 1983) gæstede i dag Postgaarden, og hun underholdte med masser af Grand Prix toner, bl.a. var der genhør med Grys egen vindersang ”Kloden Drejer”, som mange kan huske fra de glade 80’ere. Men også andre danske og internationale grand prix sange fandt vej, ligesom hun sang kendte evergreens.

Men udover at synge, fortalte sangerinden også om sin karriere, om hvordan hun havde troet, at hun skulle hjem til Danmark efter sin tid i Tyskland, og lave noget helt nyt, men hurtigt fandt ud af, at folk gerne ville høre de gamle grand prix sange, herunder selvfølgelig hendes Kloden Drejer, og så blev hendes Grand Prix show til.

Gæsterne sad ved runde borde rundt i salen, da der havde været et privat arrangement inden koncerten. De der kom til koncerten fik serveret kaffe og lækker jorbærkage, og stemningen var god i det fine gamle lokale.

”Men faktisk vil vi fremadrettet også benytte runde borde, blot mindre, så folk kan sidde sammen i små grupper. Det virker som om, at det fungerer ret godt. Gæsterne synes, det er hyggeligt, og man kan stadig sidde på stolerækker bagved, hvis man hellere vil det,” fortæller Trine Nystrup, der ejer Postgaarden sammen med sin mand, Morten Nystrup.

Foredrag om comeback efter sygdom

Næste arrangement på Postgaarden er den 12. september kl. 20, hvor den tidligere professionelle håndboldspiller og nu foredragsholder, Daniel Svensson, kommer forbi for at fortælle om sin kræftsygdom, kemobehandling og genoptræning. Daniel Svenssons personlighed på banen såvel som uden for banen er en af grundene til hans popularitet og succes som foredragsholder. Han fortæller om genoptræningen, der fulgte efter sygdomsforløbet, samt det succesfulde comeback inden for håndboldverdenen.

Der er endnu billetter at købe til arrangementet, ligesom man kan købe billetter i døren torsdag aften.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0