Klar til scenen i Bella Centret

Nyrupskolens 'Kultur Crew' er klar til at indtage scenen i Bella Centret. Foto Jens Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Nyrupskolens Kultur Crew skal på den store scene i Bella Centret i forbindelse med Danmarks Læringsfestival, for at fortælle om det at være Kultur Crew på en skole.

I forbindelse med Danmarks Læringsfestival som afvikles i Bella Centret d. 15. og 16. marts er Nyrupskolens Kultur Crew, som det eneste i hele landet, udvalgt til at skulle fortælle om det at være med i et Kultur Crew på en skole. Der er omkring 100 Kultur Crew fordelt på 20 kommuner i hele landet.

Kultur Crew’et på Nyrupskolen består af otte elever fra 7., 8. og 9. klasse og faktisk var Nyrupskolens Crew det første som blev oprettet tilbage i 2010.

Et Kultur Crew påtager sig arrangørrollen når der afvikles arrangementer på skolen og hjælper med alle praktiske opgaver, lige fra plakater, ledninger, teknik, pressekontakt og til at tage i mod kunstnerne.

”Nyrupskolens Kultur Crew er valgt fordi de har en historik, og det er et velfungerende Crew som er værdisat her på skolen, og så giver det jo mest mening at vælge et Crew på Sjælland når festivallen er i Bella Centret”, siger Gitte Abildtrup Møller og Pernille Welent Sørensen fra henholdsvis Levende Musik i Skolen og Teatercentrum.

Gitte Abildtrup Møller og Pernille Welent Sørensen var mandag på Nyrupskolen for at øve Crew’ets fremlæggelse om det at være et Kultur Crew, og eleverne går til sagen med stor iver.

”Det er rigtigt rigtigt fedt, så føler man ligesom at det arbejde man har lavet har gjort nytte, det er stort at skulle med derind”, siger Cecilie W. Kure, og bliver fulgt op af Christian M. Jackson der siger, ”Det er fedt på en måde, vi er det eneste Kultur Crew i hele Danmark som er blevet valgt til at komme derind, så er vi måske nok blandt de bedste tænker jeg”.

Ud over at Nyrupskolens Kultur Crew skal sælge ideen om at have et Kultur Crew på skolen, så skal eleverne også præsentere alle de andre indslag der skal være på scenen.

Nyrupskolens Kultur Crew består af Emil Ullitz Brodersen, Cecilie Wojtazewski Kure, Mille Grandjean, Lærke Sophie Slot, Caroline Lilje Nordbo, Christian Martin Jackson, Mads Engelhardt Hansen og Jens Milner Mortensen.

Danmarks Læringsfestival er en udstillingen med de nyeste læremidler samt en række oplæg med inspiration til undervisningen, samt konferencer om digital didaktik og læring samt udstilling med oplæg.

Del