AnnonceLuk annonce




Kino hårdt ramt efter brand – koncert flyttes

05-05-2019

Kino Den Blå Engel blev fyldt med røg efter den voldsomme brand hos naboen, Pizza Mia, natten til søndag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Den voldsomme brand i pizzeriaet Pizza Mia i Vænget har også ramt naboen, Kino Den Blå Engel. Alt er aflyst frem til næste weekend og en koncert på tirsdag er flyttet til Juvi klubben.

Pizzeriaet Pizza Mia blev totalt ødelagt efter en voldsom brand natten til søndag. Den kraftige røgudvikling bredte sig desværre også ind i Kino Den Blå Engel, hvor både foyeren og biografsalen blev helt fyldt med røg.

Det betyder at biografen må holde lukket frem til og med fredag i næste uge, og måske længere.

”Vi har aflyst alle forestillinger foreløbig frem til og med fredag i næste uge, mens der bliver gjort rent. Alt skal vaskes af, et skadeservicefirma skal fjerne lugten af røg i salen, og så har vi kaldt flere af vores medarbejdere ind som er gået i gang med at fjerne alle varer i foyeren. Alt skal tælles op til forsikringen og derefter destrueres, så det er møg ærgerligt,” siger en træt biografdirektør Annette Sønder Nielsen, som blev tilkaldt i nat da branden i pizzeriaet rasede.

Mike Tramp flyttes

Ud over filmforevisningerne skulle der også afvikles en koncert med Mike Tramp på tirsdag, og i stedet for at aflyse koncerten er den blevet flyttet til Juvi klubbens lokaler i Bredgade.

”Jeg ringede til Richard Poulsen fra Juvi klubben tidlig søndag morgen og satte han ind i situationen og han var med det samme klar til at hjælpe, det er vi meget taknemmelige for, så derfor afvikles koncerten med Mike Tramp på tirsdag i Juvi klubben,” fortæller Brian Sønder Andersen fra Kino Den Blå Engel.

Et skadeservicefirma har siden tidligt i morges arbejdet på at dække af i det brændte pizzeria, samtidig med at de har dannet sig et overblik over skaderne hos Kino Den Blå Engel og i den lejlighed som ligger oven over Pizza Mia.

Se også - Video: Pizzeria ødelagt af brand natten til søndag



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0