AnnonceLuk annonce




Kendt kunstner bevæger sig ud på hidtil ubetrådt land

17-04-2021

Den allerførste krukke har en særlig historie. I Grete Balles spisestue i huset på Lundevej i Kalundborg har hun et gammelt maleri, der har været i familiens eje i mange år. Maleriet er et interiør med et bord, hvorpå der står en krukke, og lige netop den buttede krukke, som Grete Balle har haft for øje i mange år, valgte hun som den første, pottemageren skulle fremstille til hende. Foto: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Billedkunstneren Grete Balle gør det igen. Hun prøver endnu engang nye materialer.

Hun er maler, væver, og hun laver litografier, collager og billedsyninger. Grete Balle har aldrig været bange for at eksperimentere og forsøge sig med nye materialer.

Det gør hun igen, idet hun nu har kastet sig over keramikken. Det er blevet til en stor produktion af fade, krukker og krus, der tiltrækker opmærksomheden med en eksplosion af farver.

Netop farverne giver udfordringer for i modsætning til maleriet, hvor farverne er, hvad de giver sig ud for, når de bliver overført til lærredet, så er det anderledes, når det gælder keramik.

Lerfarverne er afdæmpede, når penslen giver dem videre til fadet eller krukken. Først efter brændingen kommer den rigtige kulør frem, så det færdige resultat har også af og til overrasket Grete. Det er lige netop det, der gør det spændende, synes hun.

Hun fortæller blandt andet om en blå farve, der blev flottere, end hun havde forestillet sig, så vellykket blev den, at hun helt spontant udbrød:

- Den blev sørme flot!

Nysgerrighed som drivkraft

Hvorfor keramik?

- Jeg har altid prøvet nye materialer. Jeg lader mig ikke så gerne begrænse, jeg har aldrig kun arbejdet med én ting. Jeg går ikke med skyklapper, og hvis der er noget, jeg synes er spændende, så har jeg kastet mig ud i det, fortæller Grete Balle, der i sit lange liv som kunstner har brugt mange spændende materialer.

Hvis tingene bliver for rutineprægede, og det hele bliver for forudsigeligt, vil hun gene prøve noget nyt, og en af drivkræfterne er nysgerrigheden.

Sådan var det blandt andet dengang, hun søgte et legat til en studietur til Ungarn, hvor hun havde mulighed for at studere emaljeteknik. På forhånd var hun overbevist om, at hun ikke selv ville lave emalje, overhovedet ikke, men hvad gjorde hun? Da hun først kom til Ungarn og stiftede bekendtskab med emaljeteknikken, kastede hun sig ud i det, for det så da sjovt ud, og det endte med, at hun blev så bidt af det, at hun fremstillede nok til en hel udstilling, mens hun opholdt sig i Ungarn.

Frøet til keramik

Frøet til at arbejde med keramik blev sået, da en bekendt sagde til hende:

- Du har jo egentlig aldrig lavet keramik, og Grete svarede

- Næ, det har jeg faktisk ikke, i hvert fald kun meget lidt for år tilbage.

Ordvekslingen faldt samtidig med at coronaen holdt sit indtog med alle de begrænsninger, der fulgte i epidemiens kølvand. Vi skulle blive hjemme, måtte ikke rejse, måtte næsten ingenting.

Egentlig gjorde begrænsningerne ikke den store forskel for Grete Balle, for hun er vant til at være alene, når hun maler og væver, men tanken om de lukkede grænser, der gjorde det umuligt at rejse, gjorde, at Grete fik lyst til at gøre noget andet og åbne en dør i stedet for den, der blev lukket.

Det blev døren ind til keramikkens verden.

Grete drejer ikke selv men er gået i samarbejde med den dygtige og meget anerkendte pottemager Bjarne Puggaard i Bjergsted, der drejer mange smukke krukker og fade til hende.

Krukken på maleriet

Den allerførste krukke har en særlig historie. I Grete Balles spisestue i huset på Lundevej i Kalundborg har hun et gammelt maleri, der har været i familiens eje i mange år. Det er malet af den sønderjyske maler Jeppe Madsen Ohlsen fra Christiansfeld. Maleriet er et interiør med et bord, hvorpå der står en krukke, og lige netop den buttede krukke, som Grete Balle har haft for øje i mange år, valgte hun som den første, pottemageren skulle fremstille til hende. Sådan blev det, og nu står den færdig med hendes farver på og kommer om kort tid på udstilling på Holbæk Museum. Lige nu er det planen at udstillingen åbnes 1. maj, men i disse corona-tider kan det nå at ændre sig.

Billeder på slidt sejldug

Udstillingen, hvis titel er Efterklange, skal vise spændvidden i Grete Balles kunst og rummer foruden keramikken også malerier, vævninger og syninger. Noget af det nyeste er nogle malerier malet på sejldug, idet Grete Balle endnu engang har valgt anderledes materialer.

Inspirationen kom, da hun en majdag var ude at sejle på Holbæk Fjord. Hun fik øje på nogle slidte sejl og spurgte, om det var nogle, hun kunne få fingre i. Det kunne hun, men hendes oprindelige plan om at bruge dem til billedsyning, måtte hun opgive. De var alt for hårde, imprægneret som de var af saltvand gennem mange år.

I stedet klippede hun dem op og malede på dem i stedet for på lærred.

Travlt forår

Det har været et travlt forår for Grete Balle, for udstillingen i Holbæk er ikke den eneste, hun arbejder med. Hun skal også være med i en udstilling på Museum Jorn i Silkeborg. Udstillingen hedder Kvinderne i og omkring Cobra, og da Grete er enke efter Cobra-maleren Mogens Balle er hun blevet opfordret til at være med. Hun har blandt andet fået fat i et af sine debutbilleder, som hun som 24-årig fik antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1950 og fik stor ros for. Derudover har hun fremskaffet nogle af sine billeder fra 1950’erne og frem til midten af 60’erne, og det har været et vanskeligt og tidkrævende detektivarbejde.

Mogens Balles 100 år

1. apriI i år ville Mogens Balle være fyldt 100 år, og 100-året markeres med udstillinger flere steder i landet, blandt andet i Galleri Nørballe i Middelfart, hvor Grete Balle er involveret.

Også i Slagelse markeres Mogens Balles 100 års fødselsdag. Det sker på en udstilling af oliemalerier, gouacher, akvareller, tuschtegninger og grafik i Kunstgalleriet. Udstillingen i Slagelse varer til den 26. april.

Fra 3. juli til 1. august markeres 100 året for både Mogens Balle og Hans Sørensen på en udstilling i Bispegården. Som medlem af Bispegårdsgruppen udstiller Grete Balle sammen med den øvrige gruppe fra 18. september til 31. oktober.

Det næste?

Nu har Grete Balle kaste sig over keramikken:

- Hvad bliver det næste?

- Det ved jeg ikke, måske holder jeg op nu, jeg bliver jo snart 95, siger Grete og dementerer med sin glade latter straks det udsagn.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0