AnnonceLuk annonce




Stor satsning skal lokke turister til Røsnæs

15-05-2020

Kampagneteamet består af Troels Birk Kristoffersen, formand for RUB, Mogens Anholm, idémand og næstformand for RUB, Tom Christensen, vinbonde og ejer på Dyrehøj Vingaard og Café Dyrehøj, medejer/forpagter på Restaurant Naes, samt forpagter på Café Edderfuglen og Røsnæs Naturcamping, Betina Newberry, vinbonde på Dyrehøj Vingaard, Hanne Dyremose, ejer/forpagter på Strandhotel Røsnæs og medejer/forpagter på Restaurant Naes, Carl F. Stub Trock, ejer på STUB Vingaard, medejer/forpagter på Restaurant Naes. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Danskerne skal holde ferie på Røsnæs, det mener en arbejdsgruppe, som sætter en helt ny kampagne i gang i dag fredag, med overskriften ’Sammen på Røsnæs – med god afstand’.

Budgettet til den nye kampagne er på 200.000 kr., der hovedsageligt bliver brugt på tv-reklame på TV2 Lorry og TV2 Øst, og som har det formål, at inspirere de mange danskere, der pga. Corona-krisen og dens effekter vælger, at holde ferie i Danmark i 2020, til at vælge at holde ferie på Røsnæs.

Målgruppen er turister fra Sjælland - med fokus på Hovedstadsregionen og Vest-/Midtsjælland, fokus på éndagsturister, feriegæster, der overnatter 1-3 nætter, og på aktive friluftsmennesker.

Kampagneteamet består af garvede Røsnæsfolk fra henholdsvis Røsnæs Udvikling- og Beboerforening, Dyrehøj Vingård, Strandhotel Røsnæs/Restaurant Naes og Carl F. Stub Trock.

”Det her bliver alles kamp mod alle, derfor tænkte jeg, det drejer sig om at finde det bedste sted for danskerne at komme, og her har vi Røsnæs Rundt, der er højt til loftet, de kan fange fisk, de kan ro i kajak, de kan besøge flere vingårde, her er overnatningsmuligheder, vi har egentligt det hele,” fortæller Mogens Anholm, idémand og næstformand for RUB.

”Det er ambitiøst at gå ind med tv reklamer for en turismeegn, men vi synes bare at det var vigtigt, for på Røsnæs er der mange ting at se, der er meget at opleve, det ved mange i forvejen, men der er også mange som ikke har fået øje på os endnu, derfor skal vi have budskabet bredt ud, og så skal vi samtidig lægge vægt på at man kan være tryg ved at komme på Røsnæs, der er god plads og naturen er altid åben,” siger Carl F. Stub Trock.

Til kampagnen er produceret en 20 sekunder lang reklamefilm, klippet ud fra allerede eksisterende materiale, og der er lavet et nyt ’kampagnesite’ på hjemmesiden ’røsnæsrundt.dk/sommer’, hvor interesserede kan få overblik over alle mulighederne på Røsnæs.

Hjemmesiden vil fokusere på de mange seværdigheder, oplevelser, overnatningssteder, restauranter mv. der er på halvøen.

Kampagneteamet har valgt at dele prisen for filmen mellem de 3 hovedaktører, der indgår i filmen, og som især vil have gavn af den opmærksomhed filmen vil medføre.

Det er RUB, på vegne af de mange lokale aktører, der tilbydes deltagelse i kampagnen, Dyrehøj Vingaard incl. Café Dyrehøj, Café Edderfuglen og Røsnæs Naturcamping samt Strandhotel Røsnæs incl. Restaurant Naes.

Endvidere er Destination Sjælland incl. turismemidler fra Kalundborg Kommune, Sparekassen Sjælland-Fyn og Kalundborgegnens Erhvervsråd, sponsorer på kampagnen, der gerne skulle få endnu flere turister til Røsnæs denne sommer.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0