AnnonceLuk annonce




Kalundborgs første idrætsplejehjem

15-11-2016

Foto: Kalundborg Kommune

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Jernholtparken inviterer nu alle ældre til nye aktiviteter på deres idrætsplejehjem i Kalundborg.

Kalundborg Kommunes første idrætsplejehjem byder nu ældre med behov for at træne indenfor på Jernholtparkens dagcenter. Der er mange hold, hvor målet er at vedligeholde og forbedre såvel socialt samvær som de ældres fysiske og psykiske helbred.

”Vi ved, at de ældre, som kommer her, nyder hvert øjeblik. Der bliver grinet og lavet sjov, og vi kan se, at de ældre får det bedre, både socialt men også fysisk,” siger Dorthe Minet Larsen, der er en af tovholderne på dagcenteret på Jernholtparken.

Tre medarbejdere i dagcenteret på Jernholtparken har sammen med borgerne drøftet, hvordan certificeringen som idrætsplejehjem kan bidrage til at skabe bedre liv for de ældre. Kalundborg Kommunes nye strategi for det gode og værdige ældreliv sætter fokus på ældres psykiske og fysiske form. Og på baggrund af efterspørgsel blandt de ældre har dagcenteret nu flere tilbud om træning og aktivitet.

Siden begyndelsen af september har en mandegruppe f.eks. fået plads til at fortsætte deres genoptræningsprogram fra Sundheds- og Akuthuset i Jernholtparkens dagcenter. Det er en gruppe for mænd, der gerne vil holde sig i form, og nye deltagere er velkomne i gruppen. Herrerne mødes en gang om ugen til et spil billard, petanque, fysisk træning m.m. De beslutter fra gang til gang, hvad de vil lave.

”Vi støtter op om den slags initiativer, fordi vi mener, at de er med til at skabe gode liv for de ældre med både socialt samvær og fokus på at røre sig,” siger Dorthe Minet Larsen.

Ældre, som er interesseret i at deltage i aktiviteterne på dagcenteret, kan få mere information om tilbuddene ved at henvende sig til Dorthe Minet Larsen på telefon 5953 4386 eller til Kaja Tackmann på 5953 4382 mellem 8 - 12 mandag til torsdag.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0