AnnonceLuk annonce




Kalundborgmodel bliver landsdækkende

24-11-2018

Det er med at holde tungen lige i munden. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Dansk Hockey Union har taget konceptet Hockey og Leg til sig, og har lavet materialer til brug i andre klubber. Hockey og Leg er udviklet i Kalundborg af to unge medlemmer i Kalundborg Hockey Klub.

Tilbage i 2016 sad de to piger Emilie Dahl Eriksen og Mathilde Mosdal Andreasen fra Kalundborg Hockey Klub på bagsædet i en bil, på vej hjem fra et trænerseminar, og fik ideen til konceptet Hockey og Leg, hockey for de helt små 3 til 6-årige, hvor der er lige så meget leg og sjov som der er hockey.

Ideen blev hurtigt en succes i Kalundborg Hockey Klub, og nu breder ideen sig ud over hele landet, takket være de to unge piger.

Emilie Dahl Eriksen og Mathilde Mosdal Andreasen fik iøvrigt i 2017 udviklingsprisen fra Dansk Hockey Union for deres ide.

”Der er ingen tvivl om at vi har ramt noget rigtigt der, og Hockey og leg konceptet er blevet så stort et projekt unionsmæssigt, at der er blevet lavet undervisningsmateriale, som vi i Kalundborg har været med til at udvikle i samarbejde med DIF, og nu begynder det i klubberne rundt om i landet, og konceptet skal også præsenteres for kommunerne” fortæller formand for Kalundborg Hockeyklub, Bettina Dahl Eriksen.

Hockeysporten i Danmark er ikke så stor, men med Hockey og Leg har det givet et boost af medlemmer i Kalundborg, for de helt små bliver jo større og der er søskende som også gerne vil spille hockey, derfor er der nu omkring 15 medlemmer på U8-U10 holdene og lige så mange til Hockey og Leg.

”Ting tager tid, men det udvikler sig mere og mere og vi er rigtigt glade for opbakningen, der er ingen tvivl om at det som har båret det, er projektet Hockey og Leg, så tager de nogle søskende og kammerater med og så begynder det at genere noget,” siger Bettina Dahl Eriksen, og fortsætter,

”U8 og U10 holdene har været afsted til kampe og her oplever vi at vi er dem som stiller med flest hold, og flere klubber kommer hen og giver et klap på skulderen.”

Hockey formanden fortæller også at for mange forældre er hockey nok lidt fremmed, og lille Buller med en stok og en kugle, det er nok farligt.

”Vi har ikke flere skader end fodbold og håndbold, tværtimod,” siger Bettina Dahl Eriksen.

Kalundborg Hockey Klub afvikler hvert år et skolestævne for alle kommunens 2. til 4. klasser, næste gang i juni 2019, her er der mulighed for at snuse til sporten, men ellers trænes der indendørs hver onsdag hele efterår og vinter i Kalundborghallen, og klubben har udstyr man kan låne, så der er faktisk ingen undskyldning for ikke at komme i gang.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0