Kalundborgegnens Antennelaug investerer stort
Formand for Kalundborgegnens Antennelaug, Thomas Philip (tv) og systemadministrator ved Kalundborgegnens Antennelaug, Daniel Badeby. Foto: Gitte Korsgaard.
Største investering i foreningens historie: Kalundborgegnens Antennelaug investerer stort, og billig tilslutning er nu en realitet. Efterfølgende opgraderes nettet til gigabit.
Kalundborgegnens Antennelaug er i gang med den største investering i foreningens historie. Projektet er delt op, men første tiltag – nemlig billig tilslutning, er nu en realitet. Derefter opgraderes internettet til gigabit. Antennelauget skal fortsat være konkurrencedygtigt.
Kalundborgegnens Antennelaug er en lokal forankret forening for medlemmer. Foreningen har egen lokale serviceafdeling, der også huser administration og support, på Stejlhøj i Kalundborg, og herfra ønsker man at give sine medlemmer en god service, men samtidig også hurtig og stabil forbindelse til internet og tv. Derfor har de nu taget hul på nye tiltag, blandt andet en langt billigere tilslutning til antennelaugets netværk, gratis gentilslutning og gode finansieringsmuligheder.
”Vi skal være konkurrencedygtige - også i fremtiden, og det bliver vi i den grad med de nye tiltag. Vi skal lukke så mange huller, som muligt i de områder, hvor vi allerede er for netop, at dække så godt som muligt, og kunne yde den bedste pris samt service til vores medlemmer,” siger Thomas Philip, der er bestyrelsesformand i Kalundborgegnens Antennelaug.
Store besparelser
Daniel Badeby, der er systemadministrator hos Kalundborgegnens Antennelaug, giver et eksempel på, hvor meget der kan være at spare ved de nye tiltag: ”Et godt eksempel på den billigere tilslutning kunne fx være Holbækvej i Kalundborg. Her kostede en tilslutning før 7.000 kr., men koster nu 1.000 kr. i stedet. Ydermere er det gratis at blive koblet på hos os igen, hvis matriklen tidligere har været tilsluttet.,” fortæller han, og fortsætter: ”Det er en stor opgave, men det bliver rigtig godt. Når vi laver Gigabit, får vi også gennemgået hele infrastrukturen, og derved optimerer vi brugeroplevelsen for medlemmerne, og det vinder alle jo på.”
Nye tiltag er for alle medlemmer
Men selv om de nye tiltag er en stor fordel for nye kunder eller kunder, der vender tilbage, er tiltagene, på sigt, også en gevinst for eksisterende medlemmer.
”Gentilslutning bliver gratis, og det bliver billigere for nye medlemmer at blive tilsluttet. Men vores nuværende medlemmer vinder jo også i sidste ende ved tiltagene, da flere medlemmer kun er en fordel for alle, når vi taler økonomi. Derudover får alle selvfølgelig glæde af det nye Gigabit netværk, når det kommer,” slutter Thomas Philip.