AnnonceLuk annonce




Kalundborgegnen er sluppet skånsomt igennem krisen

17-03-2021

Charlotte Balslev, formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd, aflagde bestyrelsens beretning. I baggrunden, erhvervschef Jens Lerager. 

Af Jens Nielsen

Der er store forskelle i hvordan virksomhederne har klaret sig igennem Coronasituationen, men overordnet set, er Kalundborgegnen sluppet skånsomt igennem krisen. Det kom frem da Kalundborgegnens Erhvervsråd tirsdag afviklede deres generalforsamling virtuelt.

Den 10. marts sidste år, dagen før Mette Frederiksen lukkede hele landet ned, sad medlemmerne af Kalundborgegnens Erhvervsråd til generalforsamling på Skipperkroen. Tirsdag sidst på eftermiddagen var der igen indkaldt til den årlige generalforsamling, men denne gang måtte medlemmerne følge med hjemmefra via deres computer.

Grundet Coronapandemien har alle skulle vænne sig til en ny hverdag, og for mange virksomheder har det sidste år været hårdt, men på Kalundborgegnen er det gået bedre end i andre dele af landet.

”Vi har medlemsvirksomheder, der er hårdt ramt, f.eks. restaurationsbranchen eller andre dele af underholdningsindustrien. Og vi har naturligvis også haft virksomheder, som har haft et meget tilfredsstillende 2020.

Overordnet set, kan jeg sige, at vi på Kalundborgegnen faktisk er sluppet skånsomt igennem krisen. Og det jeg kan trække frem, er faktisk, at vi ser et normalt billede af konkurser, det har ikke ændret sig i forhold til et såkaldt ”normalt” år,” sagde Charlotte Balslev, formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd, bl.a. da hun fremlagde bestyrelsens beretning, og hun fortsatte,

”Vi har rigtig solide beskæftigelsestal. Og så har vi faktisk en rigtig stor lyst til at investere på Kalundborgegnen – både fra eksisterende virksomheder og vi ser også rigtig mange nye spændende virksomheder som kommer til os.”

I beretningen fremhævede Charlotte Balslev ligeledes den direkte medlemsservice, den øgede indsats på bymidterne i Kalundborg, Gørlev og Høng og det satellitkontor som er oprettet i Gørlev til at understøtte DM i SKILLS i Høng, som finder sted i 2022.

Medlemstallet i Kalundborgegnens Erhvervsråd ligger stabilt på omkring 350. I 2020 er der kommet 31 nye medlemmer og bestyrelsens mål for 2021 er 50 nye medlemmer.

Et sundt og stærkt erhvervsråd

”Vi har faktisk et sundt og stærkt erhvervsråd. Det kan jeg skrive under på.

Der er styr på økonomien, vi arbejder bevidst med at få den opsparede kapital ud at arbejde. Det har vi jo senest set med det initiativ vi har med bymidteprojektet.

Der er et rigtig godt samarbejde i bestyrelsen, der er en åbenhed, der er en rigtig god dialog. Og jeg vil også fremhæve, at vi har et meget velfungerende erhvervskontor,” sagde Charlotte Balslev til sidst i beretningen til medlemmerne.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0