AnnonceLuk annonce




Kalundborg er sluppet billigt indtil videre

09-02-2020

En stor gren fra et træ væltede i den kraftige vind, ud over Frederiksberg ved Svebølle. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Søndag eftermiddag er store dele af Sjælland blevet ramt af blæst og vindstød af stormstyrke. Flere træer er væltet og færger er aflyst, men borgerne i Kalundborg Kommune er sluppet billigt indtil videre.

Borgerne i Kalundborg Kommune blev, lige som resten af landet, ramt af en kraftig stormende kuling søndag eftermiddag og aften, men beredskabet hos Vestsjællands Brandvæsen har kun haft få opgaver.

I løbet af søndag eftermiddag væltede en stor gren fra et træ ud over Frederiksberg (rute 155) i Svebølle. Mandskab fra Vestsjællands Brandvæsen fik hurtigt savet træet i stykker så trafikken igen kunne passere.

Klokken 15.31 blev brandvæsenets indsatleder kaldt til en adresse på Bjergstedvej i Snertinge, hvor naboer til en ejendom havde anmeldt at taget lettede 30-40 cm. Indsatslederen blev dog aflyst inden han nåede frem, idet der var tale om løst tagpap der blafrede i vinden. Politiet har bedt ejeren af ejendommen om at få bragt taget i orden.

DMI har målt storm

I følge DMI er der målt vindhastigheder på 27 meter i sekundet i vindstødene i Kalundborg Kommune, hvilket svarer til storm. Den kraftige vindhastighed er målt flere gange mellem kl. 13 og 17.

Middelvinden er i samme periode målt til 20-23 meter i sekundet, hvilket svarer til stormende kuling.

DMI har følgende vejrudsigt for natten og mandag.

”I aften endnu blæsende med hård vind til hård kuling fra syd og sydvest, med vindstød af storm- eller stærk storm. I nat drejer vinden til sydvest og vest og aftager til frisk vind til kuling. Endnu en del regn, men det klarer efterhånden noget op vestfra, dog med byger. Temp. ned omkring 5 grader. Mandag fortsat blæsende med frisk vind til kuling fra sydvest og vest, med kraftige vindstød. Byger mange steder, men også lidt sol ind i mellem. Temp. omkring 5 grader.”



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0