AnnonceLuk annonce




Kalundborg siger klart nej til havvindmøllepark

02-04-2017

Kalundborg Kommune oplyser at de kystnære møller i Jammerland Bugt er uønsket. Borgmester Martin Damm håber, projektet bliver skrinlagt.Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Voldsomme borgerprotester har ført til, at Kalundborg Kommune tager afstand fra stor havvindmøllepark i Jammerland Bugt.

Den store havvindmøllepark i Jammerland Bugt med 80 store, kystnære møller møder modvind af Kalundborg Kommune.

I et høringssvar til Energistyrelsen skriver kommunen klart og tydeligt, at en vindmøllepark midt i sommerhusejernes solnedgang er temmelig uønsket, det skriver dr.dk.

“Vi gør det klart, og det er en enig kommunalbestyrelse, der entydigt siger: vi ønsker ikke en vindmøllepark i Jammerland Bugt. Det er et meget klart svar, som ingen embedsmand kan misforstå”, siger borgmester Martin Damm (V), til DR.

Det har ført til voldsomme protester fra borgerne i kommunen, at det private investeringsselskab European Energy har benyttet den såkaldte åben-dør-ordning til at lægge billet ind på området, som tidligere er blevet udpeget af Energistyrelsen som egnet til kystnære møller.

“Kommunen bestemmer ikke ude i vandet. Det, der er galt, er, at et privat selskab pludselig kan komme med så stort projekt i en bugt”, siger Martin Damm.

Over 5.000 borgere har skrevet under på en protest mod havvindmøllerne, og foreningen Beskyt Jammerland Bugt har været aktiv i kampen mod de kystnære møller.

“Man skal kende Jammerland Bugt for at forstå problemet helt. Det lyder som om, det er langt ud i havet. Men det er 80 vindmøller langs en vestvendt kyst, hvor møllerne tager solnedgangen. De her ejendomme er erhvervet ud fra den forudsætning, at Jammerland Bugt er en naturperle, og det ønsker vi ikke at lave om på”, siger Martin Damm.

I 2014 fik European Energy forundersøgelsesrettigheder til de to sites Omø Syd og Jammerland Bug. Arbejdet frem mod opsætningen af havmøllerne er nu nået til en høringsfase for myndighederne herunder Kalundborg Kommune, oplyser DR.

 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0