AnnonceLuk annonce




Kalundborg rykker igen tilbage i erhvervsundersøgelse

04-09-2018

Af Jens Nielsen

DI’s netop offentliggjorte undersøgelse af det lokale erhvervsklima viser, at Kalundborg Kommune går en enkelt plads tilbage i forhold til året før.

I Kalundborg Kommune er der stilstand i forhold til kommunens placering i DI’s undersøgelse af det lokale erhvervsklima sidste år. Desværre blev det ikke i år, at Kalundborg genvandt fordums styrke og kom tilbage til tidligere gode placeringer. Kalundborg har før ligget i den bedste tredjedel af DI’s undersøgelse. I år falder kommunen en enkelt placering til nr. 60.

I 2016 var Kalundborg Kommune placeret som nr. 28.

Kalundborg har sin dårligste placeringer som nr. 77 i kategorien ”Uddannelse”, der blandt andet omfatter skolernes samarbejde med virksomhederne og indikatorer for uddannelsesniveauet i den lokale arbejdsstyrke. Videre lander kommunen lavt som nr. 74 i kategorien ”Dialog og information med kommunen”. Kalundborg opnår sin bedste placering son nr. 44 i kategorien ”Skatter og afgifter”. 



Analysen er baseret på spørgeskemaer udsendt til virksomheder inden for de brancher, som DI repræsenterer. I Kalundborg har 71 virksomheder valgt at besvare spørgeskemaet.

Spørgsmålene omhandler en række forskellige faktorer, som har indflydelse på det lokale erhvervsklima. Det handler om alt fra samarbejdet mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, over dialogen med kommunens politikere til udviklingen i skatteniveauet.

En erhvervsklimaundersøgelse uden de store overraskelser

”Vi glæder os altid til at se resultaterne af DIs Erhvervsklimaundersøgelse, for der er jo interessant, hvordan svarene falder ud. Undersøgelsen kan være en god indikator for, hvor tilfredse virksomhederne i vores område er med erhvervsklimaet sådan overordnet set. Og jeg havde selvfølgelig hellere set at vi var sprunget 10 pladser opad i stedet for at være rykket en enkelt plads ned,” Siger Niels Jørgensen, formand for Kalundborgegnens Erhvervsråd.

”Omvendt er jeg glad for at se, at de områder som vores lokale virksomheder udpeger, som de mest kritiske, er nogle af de samme, som vi i Erhvervsrådet arbejder tæt sammen med blandt andet Kalundborg Kommune om at forbedre” tilføjer formanden, der til dagligt driver virksomheden Multi-Tech.

Undersøgelsen er baseret på en kombination af de deltagende virksomheders svar på en række spørgsmål og statistiske data for hver kategori.

”Det er jo en rangordning og sammenholdt med analysens metode og relativt få besvarelser gør det, at selv beskedne ændringer i svarenes fordeling kan betyde store udsving. Man skal være varsom med at tillægge resultaterne for de enkelte kategorier alt for stor betydning. Men undersøgelsen giver et rimeligt billede af den overordnede tilfredshed med rammerne for at drive virksomhed her i Kalundborg Kommune” udtaler Erhvervsrådets Projekt- og Udviklingschef Jens Lerager. ”Det er en analyse uden de store overraskelser. Vi ved jo godt, hvor vi er gode, og hvor skoen trykker, og det afspejler sig også i besvarelserne. Men både uddannelse, hvor vi scorer lavt, og dialogen med kommunen er områder, hvor vi er fuld gang med samarbejder om at skabe forbedringer. Vi er ikke i mål endnu, men vi er godt på vej. Og selvfølgelig skal en kommune som Kalundborg ligge bedre placeret i en analyse som denne. Men det kommer vi også til,” slutter Jens Lerager.

Bedst placeret i undersøgelsen er Ikast-Brande, Herning og Hedensted kommuner.

 

 

 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0