AnnonceLuk annonce




Video: Kalundborg har fået en verdensmester

24-10-2016

Mie Louise Esberg Rame, forrest, sammen med resten af holdet, kan nu kalde sig verdens bedste. Privatfoto

Af Gitte Korsgaard gitte@korsgaardfenger.dk

Mie Louise Esberg Rame er 44 år år og fra Kalundborg. Hun er netop hjemvendt fra Wien i Østrig, hvor hun i lørdags blev verdensmester i Hiphop for seniorer sammen med resten af danseholdet Utopia.

Danserne på danseholdet Utopia fra Roskilde vandt guld til VM i Hiphop for seniorer i Wien i weekenden. Gruppen stillede op i kategorien af dansere, der alle er over 35 år.

”For et år siden så jeg et opslag på Facebook, om at man kunne danse hiphop. Alderen hed plus 35, og da jeg har danset alt muligt, men aldrig det, tænkte jeg, at det kunne da være sjovt, og jeg tog kontakt til dem, der stod bag opslaget. Vi dannede hurtigt en gruppe, og blev enige om, at målet var DM til marts 2016. Vi deltog, men der var kun to hold på det tidspunkt, og vi blev nr. to. Men da man automatisk kvalificerer sig til EM og VM, når man er nr. to, tænkte vi, at vi da skulle videre. Men vi kunne desværre ikke deltage i EM, men VM kunne vi få til at passe, og det var jo meget godt, kan man sige,” siger Mie Louise Esberg Rame.

Dansegruppen består af fire kvinder og en mand, de tre fra Roskilde, en fra Holbæk og altså Mie Louise Esberg Rame fra Kalundborg. De er alle mellem 40 og 44 år, og i stedet for at kalde det Hiphop For Seniorer, som der korrekt hedder, har de valgt at kalde det ’Oldies But Goodies’.

”Vi har haft de mest fantastiske dage i Østrig. Selvom det selvfølgelig er en konkurrence, er der utrolig meget kammeratskab sådan et sted. Folk hygger sig med hinanden, stemningen er god, og vi skal jo huske på, at vi er amatører alle sammen,” siger Mie Louise Esberg Rame

Gruppen har øvet sammen i et år, til at begynde med én gang om ugen, men de sidste par måneder op til VM tre-fire gange om ugen. Til trods for megen træning, kom det alligevel bag på Mie Louise Esberg Rame, at de vandt.

”Vi har knoklet, og vi vidste, at vi var blevet gode, men vi havde ikke regnet med at vinde VM, tre af os har trods alt aldrig danset Hiphop før. Men jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det føles,” siger hun.

Da den danske nationalmelodi skulle spilles, var den dog forkert, men Mie Louise Esberg Rame tog sagen i egen hånd, og greb mikrofonen.

”Det er nok den eneste gang i mit liv, at jeg bliver verdensmester i noget, og så vil jeg altså også have nationalmelodien spillet. Og når de ikke kunne finde ud af det, måtte vi jo selv. Det var da bedre, end slet ikke at få den sunget,” siger hun.

Dansegruppen blev modtaget med pomponer og flag i lufthavnen søndag eftermiddag af stolte familiemedlemmer og venner.

Mie Louise Esberg Rame greb mikrofonen og sang nationalsangen



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0