Kalundborg ægtepar udgiver bog om 1. verdenskrig

Kitta og Sven Petersen Kalundborg, har udgivet en bog om 1. verdenskrig. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg ægteparret Kitta og Sven Petersen har netop udgivet en bog om 1. verdenskrig. Ægteparret stammer fra Sønderjylland og det er netop fortællingen om familier i et lille sogn i det sønderjyske bogen handler om.

Tirsdag den 15. juni 1915 blev en sort dag for Burkal Sogn i Sønderjylland. To af sognets mænd, begge familiefædre på henholdsvis 38 og 39 år, blev dræbt i Nordfrankrig. Hver af dem havde fem børn derhjemme.

De to mænds historie fortælles - sammen med 73 andres i en ny bog, som er kommet til verden i et samarbejde mellem Kitta og Sven Petersen Kalundborg, fra Forlaget Hartung og Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Bogen har titlen 'De, der aldrig kom hjem - 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn'.

Kitta og Sven Petersen, som begge stammer fra Sønderjylland, har tidligere udgivet bogen 'Theodor Hansen Hartung - En Sønderjydes liv på godt og ondt'. Og Sven Petersen udgav sidste år ’Kalundborg set fra luften for 40 år siden’, en flot værk på 120 sider med rigtigt mange luftfoto, kombineret med en lille fortælling til hvert billede. Alle billederne fotograferet fra sidst i 70’erne til først i 80’erne over Kalundborg.

Bøgerne er udgivet på Sven Petersens og hustru Kitta’s eget forlag, Hartung, og den nyeste bog fra det lille lokale forlag, 'De, der aldrig kom hjem - 1. Verdenskrigs ofre fra Burkal Sogn, præsenteres Skærtorsdag i Sønderjylland.

Del