AnnonceLuk annonce




KHI er klar med LAN party

14-08-2019

Arkivfoto fra TGU E-sports afdeling. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kirke Helsinge Idrætsforening er klar med deres første E-Sport event i den kommende weekend.

Kirke Helsinge Idrætsforening (KHI) er klar med LAN party på Kirke Helsinge Skole i weekenden den 16-18. august, og hvis det kommende E-Sport event på skolen bliver en succes, er planen, at KHI vil starte E-Sport op i foreningen. 

”Hvis der er grundlag for det, så håber vi at kunne løbe E-Sport i gang. Jeg har pt. to friske unge fyre over 18 år, der har taget bolden op, og som vil lave det praktiske omkring spillene hele weekenden, for det har jeg ikke forstand på,” siger Birgit Pedersen, der har ansvar for alternative sportsgrene i KHI regi, og fortsætter:

”Men bliver det en succes, tager vi kontakt til DGI, som har konsulenter til at hjælpe os i gang, og så skal der uddannes E-Sport instruktører, der kan løfte opgaven fremadrettet. Det vil dog så foregå i klubhuset, og ikke på skolen til den tid, hvis det bliver aktuelt.”

Et lille event, der kan vokse

LAN partyet er for alle unge, og de kan deltage helt ned til 10-års alderen. På nuværende tidspunkt er der allerede tilmeldt 18, og de kan max være 25. Foreningen er derfor ganske tilfredse med opbakningen til arrangementet, da de ønsker, at det skal være et lille event, fordi det er første gang, de afholder den slags.

De unge ankommer fredag aften, og der kan spilles igennem. Der vil hele tiden være voksne til stede, så forældre roligt kan aflevere deres børn til en sjov weekend. Lørdag bliver der serveret morgenmad, og der spilles videre, ligesom der er konkurrencer i de forskellige spil, der spilles. Birgit Pedersen kommer over og laver en stor grydefuld Spaghetti og kødsauce lørdag aften, så de unge mennesker ikke sulter, og søndag morgen er der igen morgenmad. Dvs. de unge skal selv sørge for frokost lørdag, ellers er der fuld forplejning.

”Vi er mange, der bor lige rundt omkring skolen, og derfor kan vi altid tilkaldes, hvis der skulle opstå problemer, og jeg kan let gå over og lave noget mad til de unge mennesker,” siger hun.

Vigtigt at være en god kammerat

Søndag er der præmieoverrækkelse, hvor vinderne af de forskellige spil får tildelt en præmie, men også en anden vil modtage en pokal – nemlig den, der har vundet titlen som weekendens bedste kammerat.

”KHI Venner har sponsoreret en præmie til den bedste kammerat, fordi det netop altid handler om at være en god kammerat,” siger Birgit Pedersen.

Turneringerne vil foregå i FIFA, Fort­nite og CS:GO, såfremt der er deltagere nok. 

Praktisk: Man skal selv have alt, som man skal bruge til at spille med - alt fra kabler til controller og mus. Man skal ligeledes selv have internet kabel med, gerne mindst 5m gerne 10m. Ligesom man selv skal have soveudstyr med. Der er et rum til sovende gæster.

Tilmelding sker til Louie Andersen på sms til 50707041 med screenshot af, at man har sendt det påkrævede beløb for at deltage til MobilePay. Har man spørgsmål kan man skrive på samme tlf.nr. Betaling via MobilePay skal ske til Birgit Pedersen på tlf.nr. 28442037.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0