AnnonceLuk annonce




En menneskealder med musik

28-09-2016

Richard Poulsen har drevet Juvi Klubben i 55 år. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De har alle sammen spillet der: Gasolin, Aqua, Shu-bi-dua, L.O.C., Burhan G osv. Klubben har været fyldt med glad musik og ikke mindst glade mennesker i en menneskealder, og det er ikke slut endnu.

Når man kommer ind, er det første man ser den velkendte plakatvæg, der har været kendetegnet for Juvi Klubben siden omkring 1970, hvor den første væg kom op. Siden er flere kommet til, og alle kunstnere, der har spillet i klubben hænger der. Men når man siger Juvi Klubben, tænker man også automatisk på Richard Poulsen. Han har nemlig drevet Juvi Klubben i 55 år, og er endnu ikke klar til at stoppe.

Det er et stykke Kalundborg historie. Juvi Klubben, hvor flere generationer er kommet for at høre musik, og hygge sig med vennerne. Richard Poulsen overtog ledelsen for Juvi Klubben i 1961, og har været drivkraften bag lige siden.

Juvi Klubben åbnede egentlig i 1953 i ’Bananmandens’ hus på Hestehaven i Kalundborg. Efterfølgende fik man lokaler på Rynkevangskolen fra 1961 til 1969, hvorefter Juvi klubben fik til huse i midtbyen af Kalundborg, og har ligget der lige siden.

Richard Poulsen var lige begyndt som skolelærer, da han blev tilbudt at lede Juvi Klubben også, og han sagde ja tak.

”Jeg havde jo arbejdet i en ungdomsklub i Esbjerg, og jeg elskede det, så jeg sagde ja tak. Jeg elsker musik, og holder af at være sammen med mennesker, der er glade, og det er folk som regel, når det handler om musik,” siger Richard Poulsen, der er klar til at påbegynde sin 56.tyvende sæson i Juvi Klubben.

Richard Poulsen er 78 år, men er ikke klar til at stoppe, hverken i Juvi Klubben eller med de boligforeninger, som han er formand for.

”Jeg stopper, når jeg ikke kan mere, indtil da bliver jeg. For 20 år siden spurgte alle, hvad der så skulle ske med Juvi Klubben, når jeg stoppede, men nu er der ingen, der spørger længere,” siger han og smiler.

Tiderne skifter

Ungdomsklubkulturen tog for alvor fat i krigstiden, og efter 2. Verdenskrig var der syv ungdomsklubber i København. Den kultur blev bragt videre til hele Danmark, men det tog lidt længere tid, før den kom til provinsen, men da den kom, fik den også fat her. I bl.a. Kalundborg fik man et sted, hvor man kunne hænge ud med sine venner, høre musik og spille billard.

Men i dag er det dog ikke kun de unge, der kommer i Juvi Klubben, også det ældre publikum kommer der jævnligt til arrangementer med live musik, mad og dans.

”Det er fantastisk, at vi kan have aftener for både de unge og de ældre. Vi havde et par år, hvor vi ikke kørte med musik arrangementer for de ældre, men det kom hurtigt tilbage. Dog har tiderne skiftet sig i forhold til de unge. Før i tiden var de mere sociale. I dag er der meget mere fokus på at være social på de sociale medier, hvis man da kan kalde det at være social. Det er lidt en skam, da jeg kan huske tilbage til dengang, hvor man snakkede meget mere sammen, hørte musik og dansede,” siger Richard Poulsen.

Tandberg båndoptagere og grammofonafspillere blev til højttalere og dj pult, men det hele handler om musik og ikke mindst glade mennesker. Richard Poulsen husker med glæde tilbage på 55 år med forskellig musik og ikke mindst de mange forskellige mennesker, der er kommet i klubben generation efter generation.

”Det er altid rart, når folk kommer over til mig og siger mig tak, fordi de fx har haft en god tid i Juvi Klubben som unge, eller deres børn eller børnebørn har haft. Det glæder mig oprigtigt, at jeg har kunne være med til at gøre folk glade og give dem gode oplevelser i deres ungdomsår,” siger Richard Poulsen og fortsætter:

”Derfor ville jeg også ønske, at flere forældre ville skubbelidt på med, at deres børn skal være sociale og omgås andre unge, som i gamle dage. Komme sådan nogle steder her, hvor man har tid til at snakke, danse og have det sjovt i stedet for altid at sidde med hovedet i sin tlf.”

Umiddelbart har Richard Poulsen ikke nogen til at tage over, men han håber da, at der kommer nogen, da han ville være ked af, at se stedet lukke og slukke, når han ikke kan mere – og det er han nok ikke den eneste, der vil være.

Juvi Klubben i Kalundborg har åbent for unge mellem 13 (7.kl.) og 20 år mandag, tirsdag og torsdag fra kl. 19 – 22. Voksen livemusik arrangementerne ligger altid en onsdag, og en torsdag for det unge publikum.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0