AnnonceLuk annonce




Julemand og hjælpenisser spreder julestemning

10-12-2020

Mød julemanden og hjælpenisserne Kogle og Lille Lys i Kordilgade på lørdag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

På lørdag er der igen mulighed for at møde selveste julemanden i Kordilgade, og helt ekstraordinært har han sine to hjælpenisser med.

Handelsstandsforeningen Vores Kalundborg er igen klar til at sprede julestemning i den kommende weekend, så de mange kunder som skal købe julegaver, får en oplevelse og kommer i julestemning.

I Kordilgade vil der bl.a. være mulighed for at købe brændte mandler, juledekorationer og varme æbleskiver, men der er også mulighed for at møde julemanden, lørdag mellem kl. 11 og 14.30.

Helt ekstraordinært har han sine to hjælpenisser Kogle og Lille Lys med i gaden, men kun mellem kl. 11 og 12, så skal de videre på andre opgaver.

Kogle og Lille Lys var også med da julemanden tændte den helt nye julebelysning sidst i november.

Vind 10.000 kr.

Vores Kalundborg har også gang i konkurrencen, hvor en heldig kunde vinder 10.000 kr.

Seks lokale banker: Jyske Bank, Nordea, Danske Bank, Dragsholm Sparekasse, Sparekassen Sjælland og Arbejdernes Landsbank er gået sammen om at støtte lokalt med at udstede en check på 10.000, - hvor vinderen bliver kørt rundt i hestevogn og kan så power shoppe i minimum 3 butikker, der er medlem af Vores Kalundborg.  For at deltage udfylder man blot de kuponer, der ligger rundt om i medlemmernes lokale butikker. Vinderen bliver så udtrukket den 18. december og allerede søndag den 20. december skal der power shoppes for den heldige vinder.

Levende julekalender

På facebooksiden for Vores Kalundborg kan man følge med i en levende julekalender, hvor man kan se små videoklip fra butikkerne i Kalundborg. En hyggelig måde at blive inspireret til at komme ned og handle lokalt.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0