AnnonceLuk annonce




Der blev rullet havregrynskugler på plejecenter

22-12-2019

Torsdag formiddag var der julehygge på Loch Ness Plejecenter, hvor beboerne lavede havregrynskugler. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Beboerne på Plejecenter Loch Ness var torsdag i denne uge i fuld gang med at julehygge. Der blev nemlig rullet havregrynskugler i køkkenet.

Nogle fik lavet flere end andre, og nogle spiste dem med det samme – for de smager jo godt, som en af beboerne sagde. Der blev i hvert fald rullet havregrynskugler til den store guldmedalje på Plejecenter Loch Ness i Tømmerup torsdag formiddag. Hvert torsdag laver  SSA eleverne en aktivitet med de ældre, og torsdag var det altså at lave havregrynskugler i anledning af julen. 

”Vi synes, at det kunne være hyggeligt at lave havregrynskugler i dag. Men vi laver også mange andre ting, såsom at gå en tur, stolegymnastik osv. Men de skal da ikke bare sidde og lave ingenting,” siger Emilie Drejø, der er SSA elev.

Der er 20 beboere på plejecentret, og heraf er kun fire mænd. Af samme grund - eller måske, fordi kvinderne synes, det er sjovere at lave konfekt, var der kun kvindelige beboere i køkkenet til julehygge.  

Juleaften på traditionel vis

Nogle beboere skal fejre julen hjemme hos familien, andre bliver hentet en enkelt dag, og nogle er så dårlige, at de ikke kan tage væk fra plejecentret. Men juleaften går man ikke glip af uanset. På Loch Ness er der både and og flæskesteg samt risalamande og et fint pyntet juletræ til juleaften. 

Der er fire på job juleaften, og det bliver traditionelt med and og flæskesteg samt risalamande. Vi danser ikke om juletræet, det er de fleste ikke friske nok til, men de sidder og nyder det smukt pyntet juletræ, som en 0. klasse har været herovre for at pynte. Det nød de ældre i øvrigt også – at børnene var fobi og pynte træ. Vi har også haft to klasser ude at gå Lucia, hvilket de ældre også var glade for,” fortæller Emilie Drejø.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0