AnnonceLuk annonce




Jul på vingården – større end nogensinde

24-11-2018

Tekst og foto: Jens Nielsen

Stort julemarked på Dyrehøj Vingård hele denne weekend, en god blanding af fine håndarbejder, brugskunst og smagsprøver, ikke mindst på vin og spiritus.

Man kan mærke julestemningen så snart man træder ind på gårdspladsen på Dyrehøj Vingård. Det store juletræ er på plads midt på gårdspladsen, der dufter af brændte mandler, og hele 50 forskellige stande er klar til at tage imod gæster hele denne weekend til det store julemarked, der aldrig har været større, hvor der er noget for enhver smag, pengepung og alder.

Hvert år er julemarkedet blevet udvidet, og sådan er det også i år, nu er der nemlig mulighed for at gå indendørs rundt på hele vingården, lige fra butikken, gennem laden til vineriet, og videre til den store sal med Cafe Dyrehøj og 1. salen, hvor der findes alt fra filtnisser og juleklip til honning og keramiknisser, hatte tekstilkunst og mere til.

Smag en guldvinder

I selve butikken på Dyrehøj Vingård er der masser af smagsprøver, bl.a. på den populære RÖS Kirsebærlikør, men man kan også opleve RÖS Salaris Reserva 2017, som vingården lige har fået en guldmedalje for.

I vineriet er der også stande i år og i destilleriet kan man smage en lille en, fx vingårdens egen rom som er på hele 65% inden den bliver tyndet ned, det er stærke sager.

Julemanden er også klar, han deler rundhåndet ud af karameller og pebernøder, og for de børn som ikke gider at se på nisser og julepynt, er der en hoppeborg, indendørs.

Mad og drikke

Café Dyrehøj har også åbent hele weekenden, her er der mulighed for at købe en lækker frokost, fx oksekødsburger, flæskestegssandwich eller vinbondens bræt, men der kan også købes gløgg og vafler. Tina Thrysøe, der bestyrer Café Dyrehøj, sælger også sin helt egen pickles, syltede rødløg, salt & peber blanding og chokoladebrud.

I laden kan der købes pølser, kaffe, gløgg og de populære hjemmelavede æbleskiver hvor der er æblestykker i.

”Vi synes vi har et godt miks af forskellige stande, og selv om der i år er 50 stande mod 35 sidste år, har vi måtte sige nej til mange udstillere på grund af pladsen,” fortæller Tom Christensen.

Det store julemarked fortsætter i morgen søndag fra 10-16, hvor bl.a. Ruds Vedby garden kommer forbi og optræder på gårdspladsen kl. 11.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0