AnnonceLuk annonce




Jubilæum fejres med koncert i Havneparken

12-05-2019

Musisk Skole i Kalundborg kan i deres sæson 2019/2020 fejre 40-års jubilæum. Det fejres bl.a. med en sommerkoncert i Havneparken.

Musisk Skole byder velkommen til en jubilæumssæson fyldt med gode oplevelser, godt kammeratskab og masser af musik, dans og animation.

Sommerkoncert og tyvstart på 40-års jubilæum

Denne sæson slutter Musisk Skole af med et brag af en sommerkoncert i Kalundborg Havnepark fredag den 21. juni 2019. Skolen tager forskud på jubilæet og fejrer de 40 år med musik fra de sidste 4 årtier. Der vil være optrædener fra tre scener, hvor elever i alle aldre viser, hvad de har lært i løbet af sæsonen.

Derudover vil formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ole Glahn holde årets tale og den lokale forening SYMB rykker igen i år deres populære folkekøkken ind i Havneparken og sørger for, at der er mulighed for at købe snacks, mad og drikkevarer til fornuftige priser i løbet af dagen.

Koncerten starter kl. 15.30 og varer til et godt stykke ud på aftenen.

Jubilæumsevent for indskolingselever

I anledning af det kommende jubilæum og som optakt til sommerkoncerten, har Musisk Skole inviteret alle kommunens 0.-3. klasser til jubilæumsevent om formiddagen den 21. juni, hvor der fra kl. 10.30 er lagt op til en time i rockmusikkens tegn med bandet T.N.T.

T.N.T. er et rockband, der spiller rockmusik pakket ind i satire, fis og ballade.

Rockhistorien vil i showet udvikle sig, mens børnene ledes gennem forskellige elementer i rockmusikken og blandt andet lærer at lytte til hinanden og spille sammen. De vil blive introduceret til forskellige instrumenters funktioner og muligheder og lære, hvordan man ser sej ud på en scene. Trommesolo og røgmaskine er en del af showet.

T.N.T. vil også invitere børn på scenen, hvor de mere eller mindre overtager bandmedlemmernes instrumenter for at spille med på Deep Purple's »Smoke on the Water« og klappe, trampe og synge med på Queen's »We Will Rock You« og AC/DC's »Thunderstruck« - der i dagens anledning omdøbes til »Strømpesok«.  

Koncerter for daginstitutionerne

Selvom sæsonen officielt slutter efter sommerkoncerten, er der stadig gang i de indledende jubilæumsfestligheder på Musisk Skole.

Daginstitutioner og dagplejerne, der i løbet af året har gået til rytmikundervisning, får nemlig besøg af deres musikundervisere, der tager rundt i kommunen på en miniturné i anledning af jubilæet og som afslutning på sæsonen.

Hele uge 26 kommer derfor til at byde på masser af musik, sang og bevægelse for de mindste elever.

Liv i Kalundborg

Musisk Skole har I forbindelse med sommerkoncerten og markeringen af jubilæet fået støtte fra puljen Liv i Kalundborg.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0