AnnonceLuk annonce




Jobcenter Kalundborg besøgte lokale Gazelle virksomheder

21-12-2019

Entreprenør Peder Skotte sammen med virksomhedskonsulenterne Helle Damkær Winther og Søren Rix, Jobcenter Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Jobcenter Kalundborg er i øjeblikket i gang med en ekstra indsats i forhold til dialog med de lokale virksomheder. Fire virksomheder i Kalundborg Kommune har netop modtaget Dagbladet Børsens eftertragtede vækstpris Gazelle 2019, derfor har jobcentrets virksomhedskonsulenter, Helle Damkær Winther og Søren Rix, i denne uge besøgt de fire virksomheder for at sige tillykke.

De fire virksomheder i Kalundborg Kommune som i år har modtaget den eftertragtede gazellepris er, Høng virksomheden MD Anlæg, Faurkilde i Snertinge, entreprenør og aut. Kloakmester Peder Skotte i Føllenslev samt Obel Transport i Kalundborg.

”Jobnet er Danmarks største database for arbejdskraft, og vi sidder på den side af jobcentret der har med virksomhedsservice at gøre, vi formidler arbejdskraft og uddannelsespladser til ganske almindelige borgere og til ganske almindelige virksomheder. Mange virksomheder ringer i dag til private rekrutteringsbureauer som de betaler penge for, en service vi formidler helt gratis, og derfor er vi i gang med en ’charmeoffensiv’, hvor vi besøger alle de virksomheder i Kalundborg Kommune som vi ikke har haft kontakt med det sidste års tid, blot for lige at informere om hvad vi kan hjælpe med, og nu var der en anledning til lige at besøge de fire gazelle virksomheder, for at sige tillykke,”  fortalte Søren Rix, da TV-Kalundborg mødte dem hos entreprenør Peder Skottte i Føllenslev.

MD Anlæg

Ægteparret Mette Hyldebjerg og Morten Dyrlund står bag anlægsvirksomheden MD Anlæg fra Høng og Sorø, her var Mette der tog imod jobcenter Kalundborgs udsendte. Mette fortalte levende om den udvikling selskabet har været igennem siden ægtefællen Morten så småt startede den op som helt ung. I dag er der 26 ansatte og der er ikke noget der tyder på, at det stopper med det fortalte Mette Hyldebjerg.

Faurkilde

Virksomheden, der bl.a. omfatter transport, salg af pille ovne samt energi - med forhandling og distribuering af træpiller og fyringsolie - ligger i Snertinge og det var direktionen, Peter Frandsen, Troels Frandsen og Margit Henriksen der tog i mod. Virksomhedskonsulenterne mødte tre ildsjæle, der bobler af virkelyst og engagement. Det er en moderne virksomhed, hvor digitalisering står højt på dagsordenen. Desuden er der netop kommet en ISO certificering i hus.

Peder Skotte

Entreprenør og aut. Kloakmester Peder Skotte driver sin virksomhed fra Føllenslev. Da et af kriterierne for at få Gazelle prisen er, at en virksomheds omsætning fordobles over 4 år, er det ingen overraskelse, at der også er rivende udvikling i entreprenørvirksomheden Peder Skotte. Peder fortalte bl.a., at der nu er fast 10-12 mand tilknyttet virksomheden og at det fra tid til anden, er nødvendigt at hyre ekstra mandskab ind. Udsigterne for 2020 ser også positive ud forklarede han videre.

Obel Transport

Nanna og Peter Obel, fra Obel Transport på havnen i Kalundborg, fortalte virksomhedskonsulenterne om den vækst selskabet er i. Der er nu ca. 25 ansatte og der bygges p.t. nyt domicil på Flakagervej, der indeholder værksted og administration. Byggeriet forventes at være indflytningsklart i marts 2020.
I virksomheden er det gode samarbejde og sammenhold vigtigt, og det afspejles også i medarbejderstyrken, hvor mange ansatte har været med fra starten. Obel Transport modtog også en gazelle sidste år, og indehaver Peter Obel har i forvejen to gazellepriser i sin anden virksomhed Obel Sten og Grus A/S.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0