AnnonceLuk annonce




Jette sørger for indre balance

18-08-2016

Jette Kløver Larsen i sin klinik. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Jette Kløver Larsen er tidligere leder i Roskilde Kommune, men har sagt sit job op, og har i stedet åbnet ’Kløver Refleksterapi’ i Kalundborg for få måneder siden, hvor hun tilbyder behandling med refleksterapi, lysterapi og coaching.

Gennem de senere år har Jette Kløver Larsen fra Kalundborg stiftet kendskab med refleksterapi, og er blevet fascineret af, hvordan man med naturlig behandling kan afhjælpe sydom, fremme sundhed og opnå en højere livskvalitet.

Refleksterapien tager udgangspunkt i, at mange af vores fysiske symptomer har en psykisk og følelsesmæssig årsag. Det kan være for mange arbejdsopgaver, bekymringer, konflikter, sygdom og/eller stress, der kan mærkes fysisk i kroppen i form af fx ondt i maven, forstyrret nattesøvn eller hovedpine. Mange af disse ubalancer i kroppen og årsagerne hertil kan behandles med refleksterapi. Men det kan også dreje sig om høfeber, allergier og hormonforstyrrelser.

”Vores mentale sundhed er vigtig og har større betydning, end de fleste af os er bevidste om. Men vores kroppe og sind husker mere, end vi tror,” siger Jette Kløver Larsen, der også understreger, at man er velkommen til at kontakte hende, hvis man har spørgsmål og/eller er i tvivl om, hvad hun kan hjælpe med.

Refleksterapien kaldes også ansigtszoneterapi og udføres ved, at nøje udvalgte punkter og zoner i ansigtet stimuleres og herved påvirker centralnervesystemet, meridianbanerne samt blod- og lymfekredsløbet. En behandlingsform, der har været anvendt gennem mange år med meget positive resultater og som Jette nu også tilbyder.

Jette Kløver Larsen bruger også Farve - og Lysterapi som en tillægsbehandling til Ansigtszoneterapi.Det ligner en helt almindelig lille lygte, men har helt utrolige egenskaber. Farve - og Lysterapi er effektivt for både fysiske og psykiske symptomer. Det er en af de ældst kendte former for naturlig medicin.

Forebygger og afhjælper sygdomme

Refleksterapien har eksempelvis vist sig at være særdeles anvendelig ved sygdomme som stress, KOL astma, diabetes, migræne, gigtsmerter, sportsskader, under og efter cancer behandling samt ved psykiske sygdomme.

”Det begyndte vel med, at min mand fik cancer, og i den forbindelse modtog alternativ behandling – ansigtszoneterapi. Jeg kunne se, at det virkede, og synes, at det var utrolig interessant, og begyndte at interessere mig mere og mere for det,” fortæller Jette Kløver Larsen.

Jettes erfaringer fra arbejde og samtaler med mennesker gennem mange år i kombination med refleksterapien, giver hende et særligt solidt fundament at arbejde ud fra, når hun går ind i et behandlingsforløb.

”Det drejer sig ikke kun om at behandle sygdom, men også om at forebygge at sygdom opstår, og holde fast i det, der holder os sunde og raske,” siger hun.

Fakta

Refleksterapien er udviklet af danskeren Lone Sørensen, som har høstet stor anerkendelse for sit arbejde både i Danmark og internationalt. Lone Sørensen har i over 20 år afprøvet, udviklet og arbejdet med forskellige former for alternativ terapi og har sammensat refleksterapien, som blandt andet bygger på elementer fra kraniosakral terapi, akupunktur, zoneterapi fra forskellige kulturer, japansk akupunktur, kinesiologi og neurologiske koncepter. Ved at sammensætte forskellige terapiformer og behandling, er det med refleksterapien muligt at analysere og målrette behandling specifikt til den enkelte person og opnå effektive resultater.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0