AnnonceLuk annonce




Januar helt uden alkohol?

25-12-2018

Kalundborg Kommune støtter op om kampagnen HVID JANUAR. Hver 4. dansker synes Hvid Januar – alkoholfri måned er en god ide.

Jul er lig med flere kalorier og mere alkohol. Og januar er lig med nytårsfortsæt. Danskerne har taget godt imod Hvid Januar, som er en frisk start på året med en måned uden alkohol. En Megafon-undersøgelse viser, at mere end hver 4. dansker (28%) synes, Hvid Januar er en god ide.

Ikke en løftet pegefinger

Hvid Januar er ikke en løftet pegefinger - men et positivt tilbud og inspiration til at se på sine vaner omkring alkohol og prøve, hvordan det er at tage en selvvalgt pause fra alkohol få en sundere start på året.

”Nytåret er et tidspunkt, hvor mange mennesker giver deres vaner et eftersyn, ovenpå en periode med lidt for mange kalorier og promiller. Hvis man gerne vil drikke mindre og leve sundere, kan Hvid Januar være en rigtig god anledning til at ændre sine vaner,” siger Jytte Larsen, der er sundhedskonsulent i Kalundborg Kommune, og fortsætter:

”De fleste, der har prøvet at ændre på en vane, ved, hvor svært det kan være. Her kan det nogle gange gøre det lettere, hvis man slår sig sammen med nogen - f.eks. laver en aftale med en veninde eller udfordrer en god ven.”

Med Hvid Januar er det tanken, at man skal bryde vanen og mærke, hvad en længere periode uden alkohol gør for en. Måske mærker man, at man sover bedre og får mere energi og overskud. For mange får det også den positive effekt, at forbruget også på længere sigt bliver lavere.

Hvad er HVID JANUAR?

Hvid Januar er en måned helt uden alkohol. Ideen er at tage en længere periode uden alkohol. Altså ingen vin, ingen øl og ingen spiritus i en måned. På den måde får du brudt vanen og mærker en forskel.

Se mere

Facebook.com/HVIDjanuar

www.hvidjanuar.dk



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0