Ja til høring om nyt supermarked

Opførelse af et supermarked på Esbern Snaresvej / Lerchenfeldvej skal nu i høring. 

Af Jens Nielsen jens@tv-kalndborg.dk

Kommunalbestyrelsen skulle på deres møde onsdag sidst på eftermiddagen stemme om et forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for en ny dagligvarebutik på Esbern Snaresvej/Lerchenfeldvej i Kalundborg.

Projektet om opførelse af et supermarked på hjørnet af Esbern Snaresvej/Lerchenfeldvej har været diskuteret mange gange, helt tilbage i 2011 var forslaget oppe og vende første gang. Kritikere af projektet mener, at der er supermarkeder nok i området, og at det vil gå ud over butikkerne på Røsnæs samt Rema 1000, der er placeret kun få hundrede meter fra, hvor det nye supermarked ønskes opført. Anden kritik går på, at trafikforholdene er for dårlige på stedet, og en øget trafik vil gøre det farligt for især de bløde trafikanter.

Efter kommunalbestyrelsens møde i maj i år, er der udarbejdet ny lokalplan, der skal i høring i otte uger, og det var netop det der i dag skulle stemmes om, og det fik igen debatten i gang i rådssalen på Kalundborg Rådhus.

"Den socialdemokratiske gruppe kan ikke gå ind for det forslag, der ligger her, og det er fordi, vi mener, at de trafikale forhold ikke er i orden. Derudover mener vi simpelthen ikke, at der skal ligge en butik i det område, da der ikke er basis for den, og vi mener at det er med til at slå det handlende liv, der allerede er i området ihjel. Det vil vi ikke være med til, vi stemmer derfor nej. Vi ønsker ikke den her sag sendt i høring, og ønsker sagen stoppet med det samme", sagde Sten Drejø på vegne af den Socialdemokratiske gruppe.

Også Ole Glahn fra de Radikale er modstander af projektet og sagde under debatten, ”Jeg opfordrer alle de mennesker, jeg har mødt, som er modstandere, til at de kommer med indsigelser, for jeg har jo en tillid til mine kollegaer i kommunalbestyrelsen, at man ikke er argument resistente, og derfor håber jeg, at når der kommer en masse begrundelser for, at det er en dårlig idé, så bliver situationen anderledes. I dag stemmer jeg nej, og det gør jeg også næste gang".

Blandt ja-sigerne var blandt andet formand for Teknik- og Miljø Udvalget, Svend Erik Autzen, der sagde, "Jeg går ind for, at vi sætter det i høring, og det gør jeg fordi, vi jo egentligt har pålagt Innovater A/S at komme med et forslag om, hvordan man kan afvikle trafikken, og det har de gjort. Derfor synes jeg, at det har fortjent at komme i høring"

Projektudvikler, Innovater A/S har tilbudt at afholde samtlige omkostninger forbundet med etablering af trafikale tiltag. I forlængelse heraf udarbejdes en udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b (aftaler om udbygning af infrastruktur).

15 medlemmer af Kommunalbestyrelsen stemte for, at forslaget skal i høring i otte uger, det var Dansk Folkeparti, Venstre, på nær Niels Erik Sørensen og Johnny Lihme. Jeppe Hedegård Sørensen, Radikale, stemte også for, mens partikollegaen Ole Glahn stemte imod sammen med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, løsgænger Torben Toft Andersen.

Del