AnnonceLuk annonce




Initiativ til fællesskab for ensomme

06-10-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Psykoterapeut Bent Kristensen har fået en idé til, hvordan han kan hjælpe ensomme voksne. Én gang om ugen, begyndende fra onsdag i næste uge, vil han tilbyde samvær for ensomme voksne i det socialøkonomiske hus i Kalundborg, kaldet Cordilhus.

Idéen er at give et tilbud til ensomme voksne med forskellige diagnoser om, at man kan mødes et par timer en gang om ugen for sammen at skabe et fællesskab, hvor man har andre at tale med om sin ensomhed.

”Jeg ved, at der går mennesker rundt, der har forskelligt at slås med. Det kan være alle mulige forskellige diagnoser, men de har det til fælles, at de kæmper mod nedtrykthed og/eller ensomhed. Tanken er egentlig, at når man møder andre, der på en eller anden måde er mage til en selv, opnår man et fællesskab, som man på sigt kan have stor glæde af,” fortæller psykoterapeut Bent Kristensen, og fortsætter: ”Det er voksne, der på en eller anden måde ikke har den bedste kvalitet i livet, men som har mulighed for at skabe den kvalitet. Det er ikke folk med misbrug, men folk, der simpelthen er nedtrykte og triste. Nogle dage er selvfølgelig bedre end andre, for os alle sammen, men vi skal alle lære at huske de dage. Det er succeserne, der skal huskes især, når man har det skidt. Her kan vi skabe et fællesskab, og for mit vedkommende kan jeg være med til at give nogle mennesker mulighed for en forbedret livskvalitet.”

Behovet er der, men der er udfordringer

Initiativet, der foregår i det socialøkonomiske hus, Cordilhus 58 i Kalundborg, vil være gratis, og vil begynde onsdag i uge 41 kl. 19.30 – 21, og vil indtil videre køre frem til jul.

”Jeg har overvejet, om det i stedet skal være om eftermiddagen, men nu må vi lige se, hvor mange, der kommer, og hvad der passer folk bedst. Det er gratis at deltage, og så kan man, hvis man har lyst, give fx 20 kr. til kaffe/te og hjemmebagte boller,” siger Bent Kristensen, der håber at se en 10-12 stykker i næste uge, og slutter: ”Jeg ved, at behovet er der, og at flere gerne vil mødes, men udfordringen er at få dem herhen første gang. Det er ligesom træning – det er altid sværest at komme fra 0 til 1.”

Bent Kristensen er uddannet psykoterapeut ved Psykoterapeutisk Institut i København i 2006, og har siden 2007, hvor han åbnede klinik i lokalområdet, arbejdet som psykoterapeut. I sin klinik får han besøg af høj som lav, ung som ældre – fælles er behovet for at snakke med en, der lytter, og når der spørges efter det – giver gode råd.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0