AnnonceLuk annonce




Ingeniørstuderende glade for Kalundborg

04-03-2018

De mange ingeniørstuderende er glade for Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

De mange nye studerende til diplomingeniøruddannelsen i Kalundborg er godt tilfredse med valget af uddannelsessted, især samspillet mellem virksomheder og uddannelse har spillet ind på valget.

Kalundborg blev sidste år hjemsted for Region Sjællands første ingeniøruddannelse, 46 studerende startede i august sidste år, og der er stadig godt 40 tilbage, og de er godt tilfredse med valget af uddannelsessted. TV-Kalundborg kikkede forbi i laboratoriet i denne uge til en snak om det at studere i Kalundborg.

”Jeg har valgt at studere i Kalundborg fordi der er et stort samspil mellem virksomhed og uddannelse, og fordi det er bioteknologi der interesserer mig. Det virkede som et nyt springbræt for mig, en ny uddannelse, en ny chance for mig at prøve noget nyt,” fortæller 25-årige Thor Sarquah-Djurhuus, der er bosat i Roskilde, og studiekammeraten, 20-årige Mikkel Nørmark Jæger er heller ikke i tvivl om hvorfor det blev Kalundborg,

”Jeg har valgt Kalundborg forbi det er en ny uddannelse og jeg har stor interesse i faget, både på grund af den erhvervsmæssige tæthed som der var lovet, og fordi man her kan få en indflydelse på sin egen undervisning. Jeg prøver at få den indflydelse jeg kan her på skolen, og på den måde selv tilrettelægge min uddannelse til det jeg gerne vil.

Drømmen er at blive kemisk civilingeniør og så være med til at udvikle produkter hos Novozymes eller Novo Nordisk.” siger han.

Studiejob

I forbindelse med den nye ingeniøruddannelsen i Kalundborg blev der i november sidste år afviklet en studiejob event hvor studerende og en lang række virksomheder kunne finde hinanden, og det har givet en lang række studiejob til de studerende, bl.a. på Novo Nordisk.

Både Mikkel Nørmark Jæger  og Thor Sarquah-Djurhuus har været heldige at få et studiejob hos Novo Nordisk, job som de er rigtigt glade for.

”Jeg er blevet varmt modtaget, jeg arbejder sammen med en af de andre studerende, og det går rigtigt godt, der er en stor frihed, og de er utrolige gode ved deres medarbejdere,” fortæller Mikkel, og Thor er lige så begejstret.

”Jeg endte i den perfekte afdeling, jeg er blevet godt modtaget, og i stedet for at lave kaffe og kopier, så sidder jeg faktisk allerede og analyserer data. Det jeg godt kan lide er, at man ikke bare er en brik i puslespillet, du er faktisk en person, og det kan man godt mærke”.

Villa, Volvo og vovse

Ønsket fra Kalundborg Kommune er selvfølgelig at flere af de studerende også bosætter sig i Kalundborg, og det er der helt sikkert en god mulighed for at flere vil gøre.

”At komme til Kalundborg har været en frigivelse, der er ikke så meget larm omkring mig, Jeg har boet i Århus før og i Roskilde, men der er alt for meget støj og folk har alt for travlt, så at komme til Kalundborg er lige som at komme ned i fart, og faktisk leder vi lige nu efter en bolig i Kalundborg, også fordi at både min og min forlovedes arbejdspladser vil ligge i Kalundborg. Jeg ser 100% mig selv i Kalundborg, det er stedet hvor vi vil bo og have villa, Volvo og vovse,” fortæller Thor Sarquah-Djurhuus, og Mikkel Nørmark Jæger , der er bosat i Slagelse kan også sagtens se sig selv i Kalundborg,

”Min kæreste studerer i Odense, men jeg kan sagtens se mig selv her i Kalundborg når vi begge er færdige med vores uddannelser”.

Thor Sarquah-Djurhuus er ikke i tvivl om at det er nu der skal købes hus i Kalundborg inden priserne stiger på grund af udviklingen i byen,

”Jeg tror der kommer til at være et kæmpe videnskabeligt industrielt område her i Kalundborg inden for de næste 10 år, og det har jeg ikke noget i mod at være en del af”.

Forventer at studerende bliver ansat i Kalundborg

Hos Novo Nordisk, der har verdens største insulinproduktion i Kalundborg, hvor 3.500 medarbejdere arbejder, har presset på for at få ingeniøruddannelsen til Kalundborg.

”Hidtil har vi skullet tiltrække ingeniører fra universiteter i det øvrige land og i udlandet. Vi har brug for at styrke mulighederne for at kunne rekruttere ingeniører med stærk tilknytning til lokalområdet, da det styrker vores muligheder for at fastholde og udvikle dem her hos os eller hos den øvrige industri i lokalområdet, der både tæller en flere af Danmarks største virksomheder samt en række højt specialiserede virksomheder. Derfor glæder vi os også meget over samarbejdet med Absalon samt de studerende på diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi. Gennem bl.a. casesamarbejde, virksomhedsprojekter- og praktik, studiejobs samt undervisning lærer de studerende allerede tidligt i deres uddannelsesforløb om avanceret farmaceutisk produktion – og vi forventer da også, at flere af dem bliver at finde blandt vores kolleger i fremtiden,” fortæller produktionsdirektør for Novo Nordisk i Kalundborg, Michael Hallgren.

 

 

 

 

 

 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0