AnnonceLuk annonce




Ingen undskyldning for at efterlade campingvogn ulovligt

30-12-2018

Simon Jensen, daglig leder hos GJP Jern og Metal, foran det store sorteringsanlæg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Flere hensætter gamle campingvogne, som er til skrot, på tilfældige parkeringspladser, det er på ingen måde acceptabelt, og faktisk er der et lokalt firma som kan skrotte campingvognen på lovlig vis. Der mangler en skrotpræmie på lige fod med biler, siger lokal skrothandler.

En historie på TV-Kalundborg om to gamle udtjente campingvogne som er efterladt på den offentlige parkeringsplads ved Ornum Strand, har fået Simon Jensen, daglig leder hos GJP Jern og Metal i Vinde Helsinge, til at henvende sig. Firmaet tager nemlig imod de gamle campingvogne og knuser og sorterer i affald og jern.

Hos GJP Jern og Metal kender man alt for godt til efterladte campingvogne rundt om på pladser og veje, og Simon Jensen mener at der mangler lovgivning på området.

”Der mangler helt sikkert en form for skrotpræmier til gamle campingvogne i stil med det der findes til personbiler. Før hen flød det med gamle biler alle vegne, men det har skrotpræmien løst, vi skrotter omkring 500 personbiler her hvert år, og modtager også et antal campingvogne til skrotning, men her skal kunden selv betale et beløb for at komme af med den gamle campingvogn, der er nemlig temmelig meget affald i en campingvogn, som skal køres til forbrænding og det skal vi betale for,” fortæller Simon Jensen.

GJP Jern og Metal er miljøgodkendt og råder over både en såkaldt neddeler, som knuser alt og sorterer i rent jern og i en bunke, med alt det andet, fx træ, kobber, messing, aluminium mm i en anden bunke. Den del som ikke er rent jern køres derefter gennem et stort sorteringsanlæg som sorterer metaller fra.

”I de helt gamle campingvogne er siderne af glasfiber, så egentligt er det kun bundrammen som er i jern og som kan omsættes til penge, derfor er det ingen god forretning at skrotte en campingvogn, og der er mange skrotfirmaer som slet ikke tager imod campingvogne, men det gør vi altså her, også for at være med til at værne om miljøet,” siger Simon Jensen

På pladsen hos GJP Jern og Metal står en gammel autocamper som skal skrottes, her får kunden 2800 kr. i skrotpræmie, men så snart det er en traditionel campingvogn skal kunden have penge op af lommen.

”Prisen for at skrotte en campingvogn afhænger af dagsprisen på både jern og metal, men også på hvad det koster at komme af med affaldet, men man kan altid ringe og få en helt fast pris på dagen,” oplyser Simon Jensen

GJP Jern og Metal har adresse på Enghaven 21, Vinde Helsinge, Gørlev.

Læs også: To campingvogne til skrot er stillet på P-plads



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0