AnnonceLuk annonce




Ingen Kalundborg Rock´er og Musik i Havnsø

07-04-2020

Af Jens Nielsen

Der bliver ikke nogen Kalundborg Rock’er på Gisseløre i august måned, ej heller Musik i Havnsø i juli, og byfesten på Kontoret hænger nok også i en tynd tråd.

Forbuddet mod store forsamlinger fastholdes til og med august. Det meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på mandagens pressemøde.

Det betyder, at der ikke bliver store festivaler og markeder i løbet af sommeren, derfor aflyses Roskilde Festival, Grøn Koncert, Smukfest og andre store arrangementer som samler rigtigt mange mennesker.

Lokalt betyder det også at der ikke bliver afholdt Kalundborg Rock’er på Gisseløre d. 7 og 8. august 2020.

Styregruppen bag Kalundborg Rock’er samles tirsdag sidst på eftermiddagen, hvor der bl.a. skal snakkes om en aflysning, eller om der er mulighed for at flytte arrangementet.

”Vi sidder fuldstændig magtesløse og kan hverken gøre fra eller til, men vi må prøve at få det bedste ud af det, som vi alle kan stå inde for,” siger Johnny Elmelund sent mandag aften og fortsætter,

”Vi havde møde i sidste uge hvor vi snakkede om, at når statsministeren meldte noget ud inden påske, så ville vi sikkert kunne komme i gang igen i juli måned, og så ligger Kalundborg Rock’er jo først i august måned, så det var jo ikke et problem, men med den nye udmelding er der jo ikke så meget at gøre.”

Forbuddet mod store forsamlinger rammer også Musik i Havnsø 2020 i uge 30, og på foreningens facebookside melder bestyrelsen ud sent mandag aften, at de vender tilbage med mere information, så snart de har detaljerne på plads.

Byfesten på Kontoret i Kalundborg er formentligt også i fare for at blive aflyst, her skriver indehaver Morten Nystrup på facebook,

”Lige nu er det svært at vide hvor mange mennesker en stor forsamling er, indtil vi finder ud af det, så er det nok tvivlsomt om byfesten 2020 bliver til noget. Men så må vi jo bare springe et år over og holde et brag af en fest i 2021.”

Det er nok også tvivlsomt om det store hesteskue og kræmmermarked først i juli måned i Gørlev kan gennemføres efter statsministerens seneste udmelding.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0