AnnonceLuk annonce




Ladies Circle samler ind til ´heksebørn´

17-03-2017

Tre af kvinderne fra Ladies Circle i Kalundborg, der denne gang samler ind til "Din Nødhjælp" med Anja Lovén, der hjælper de såkaldte 'heksebørn' i Nigeria.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Heksebørn og Anja Lovén har de fleste hørt om via DR1, der har sendt flere udsendelser om dem de senere år. Ladies Circle i Kalundborg afholder i aften en velgørenhedsfest med ølsmagning mm. for at samle penge ind til ”Din Nødhjælp”, der samler ind til Anja Lovén, der hjælper såkaldte heksebørn i Nigeria.

I aften kan Ladies Circle i Kalundborg fejre deres 55 års jubilæum, og det har de valgt at fejre ved at holde en velgørenhedsfest med Ølsmagning, flammkuchen og ikke mindst auktion. Overskuddet for aftenen går til Ladies Circles Nationale Serviceprojekt. Hvert andet år vælges der et projekt, som alle klubber i hele landet støtter i to år. I 2016-2018 støtter Ladies Circle ”Din Nødhjælp.”

Din Nødhjælp med Anja Lovén i spidsen redder heksebørn i Nigeria. Det er børn der bliver udstødt af deres familier/samfund, fordi man tror, de er hekse. Anja Lovén arbejder for at give børnene et trygt hjem, skole og hjælpe dem videre i deres liv.

DR1 har vist tre programmer om Anjas Lovéns arbejde, hvor man følger hende ude på redningsaktioner og bl.a. ser, hvordan de redder Hope en meget underernæret lille dreng på to år, som var helt alene i verden.

Se video fra DR1 her http://www.dr.dk/nyheder/udland/video-danske-anja-redder-hekseboern-nu-har-jeg-raabt-verden-op#!/

Ladies Circle (LC) er et globalt netværk for kvinder i alderen 18-45 år. I Danmark er der over 80 klubber med 1.415 medlemmer. Tanken bag er netværk og velgørenhed.  LC er den kvindelige pandant til Round Table.

I Kalundborg er der også en klub, der er på nuværende tidspunkt 11 medlemmer.

LC i Kalundborg vil meget gerne samle så meget, som mulig ind til ”Din Nødhjælp”, og henviser derfor til, at skulle der sidde nogen derude, hvad enten det er virksomheder eller private, som gerne vil støtte ”Din Nødhjælp” igennem Ladies Circle, tager de med stor glæde imod sponsorater. De laver gerne fakturaer til virksomhederne, da sponsorater som bekendt kan trækkes fra.

Alle beløb går naturligvis direkte til ”Din Nødhjælp”, og alle sponsorer vil blive nævnt på Ladies Circle Facebook side. Kontaktperson er Christina Jensen, som man kan henvende sig til via E-mail acj@bilstrup.nu hvis man er interesseret i at høre mere.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0