AnnonceLuk annonce




Ildsjæle søges til at hjælpe familier med ondt i økonomien

02-10-2018

Den frivillige koordinator ved Dansk Folkehjælp i Kalundborg kommune, Hanna Ramskov Vestenaa. Privatfoto

Dansk Folkehjælp, der er en landsdækkende humanitær organisation med fokus på fattigdomsproblematikker har netop indgået en forlængelse af samarbejdet med Kalundborg Kommune, om gratis økonomisk rådgivning for familier med ”ondt i økonomien” – baseret på uvildige, frivillige og fagligt kompetente rådgivere. Der mangler flere frivillige rådgivere til at hjælpe. Samarbejdet blev etableret i 2016.

”Det er let at stifte gæld, men kan være meget svært at komme af med den igen. For nogle kan situationen forekomme helt uoverskuelig og derfor håber vi, at dette initiativ kan få flere til at hjælpe nogle af dem, der er nødstedt. Rettidig rådgivning kan ofte være en vej ud af problemerne,” siger den frivillige koordinator ved Dansk Folkehjælp i Kalundborg kommune, Hanna Ramskov Vestenaa.

Dansk Folkehjælp har igennem 6 år drevet frivillig Økonomi Rådgivning for udsatte familier over hele landet, bl.a. i Kalundborg, og der er flere rådgivningsteams på vej.

Fra Dansk Folkehjælp er det projektkonsulent for Økonomisk Rådgivning Yvonne Lerche, der er primus motor og hun understreger, at selvom der samarbejdes med Kalundborg kommune - så er det er en anonym, uafhængig og frivillig rådgivning – både i forhold til kommunen og banker mv. ”Vi kan mærke, at det er vigtigt for borgerne der søger rådgivning, at det er uafhængige rådgivere – og at de har både tid og indsigt i problemstillingerne – og det samme gælder for rådgiverne” fortsætter hun.

Lige nu er der i alt 2 rådgivere i Kalundborg kommune inkl. den frivillige koordinator Hanna Ramskov Vestenaa fra Dansk Folkehjælp og det er alt for lidt i forhold til det behov og de henvendelser der er i kommunen. Der rådgives, når det passer i rådgiverens og borgerens kalender og rådgivningen er etableret i Infobutikken, Lindevej 3, Kalundborg. Rådgiverne skal gerne have en finansiel eller økonomisk baggrund og/eller erfaring hermed og være imødekommende og forstående.

”Det helt typiske rådgivningsfoløb handler om at få skabt et overblik over indtægter og udgifter – og ikke mindst et samlet overblik over den gæld borgeren har” fortæller Yvonne Lerche fra Dansk Folkehjælp. ”Når det er på plads, går vi så i gang med at få lavet aftaler med kreditorer og på den måde kan vi lave et budget og en tilbagebetalingsplan, som er både realistisk og rimelig”.

Interesserede potentielle rådgivere inviteres til et informationsmøde i Infobutikken, Lindegade 3, Kalundborg, torsdag den 11. oktober, kl. 16 - 17:30, hvor Dansk Folkehjælp vil orientere om den frivillige Økonomisk Rådgivning. Interesserede er meget velkomne til at rekvirere informationsmateriale hos Dansk Folkehjælps projektkonsulent Yvonne Lerche på tlf. 70 220 230 eller mail post@folkehjaelp.dk.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0