AnnonceLuk annonce




Ikonisk ejendom omdannes til fire luksuslejligheder

08-03-2020

Der er ikke sparet på noget i de to lejligheder som nu er indflytningsklar. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det gamle Jernbanehotel i Kalundborg forvandles nu til fire luksuslejligheder. Nu er de to første færdige efter en omfattende renovering af bygningen.

Det meste af den gamle ikoniske ejendom, som for mange år siden var Jernbanehotellet, på hjørnet af Skibbrogade og Vestre Havneplads, lige over for havneparken, får nu nyt liv.

Det er Michael Rasmussen, indehaver af Kalundborg rør-og Fjernvarmeteknik, som har købt ejendommen, og nu er i gang med en omfattende renovering, hvor der bl.a. bliver lavet fire helt nye lejligheder, to på hver 134 kvm. og to på hver 197 kvm.

Det store renoveringsprojekt, som nærmest er fra skrot til slot, er nu nået så langt at de to første lejligheder er færdige og klar til indflytning.

Alt i bygningen har været revet ud, der er nye rør- og elinstallationer, etageadskillesen er ny, ja faktisk er det kun ydervæggene som stod tilbage da det store projekt blev sat i gang.

”Det har været en stor omgang, men nu er de to første lejligheder færdige og indflytningsklar. Alt er lavet efter de helt nye regler i bygningsreglementet, dvs. der er 400 mm. isolering i ydervæggene og der er genveksanlæg, og så er der ikke sparet på noget, der er brugt de bedste materialer over alt,” fortæller Michael Rasmussen, som i øvrigt har ros til Team Plan og Byg i Kalundborg Kommune for samarbejdet.

De to færdige lejligheder er med bl.a. Svanekøkken, og den øverste af lejlighederne er i to etager med en flot åben detalje fra køkkenet, og der er flot udsigt ud over havneparken.

”Der er stor interesse for det vi laver, folk er meget nysgerrige, og de to lejligheder er da også allerede lejet ud, mens der endnu ikke er lavet lejeaftaler for de to lejligheder vi er i gang med lige nu, som bliver færdige midt på sommeren,” fortæller Michael Rasmussen.

Restaurant i Multihuset

Michael Rasmussen arbejder med planer om at etablere en restaurant i den del af bygningen som i øjeblikket huser Multihuset, og hvor der førhen var diskotek. Derfor er han lige nu i dialog med Kalundborg Kommune om at købe det stykke jord som ligger foran Multihuset, så det kan anvendes til udeservering.

Lejeaftalen med Kalundborg Kommune for Multihuset udløber til december i år.

Hele facaden på det gamle Jernbanehotel er i en mindre god stand, men Michael Rasmussen regner med at håndværkerne når at renovere facaden i år, så det bliver en flot ejendom at se på.

Ikonisk ejendom

Jernbanehotellet på hjørnet af Skibbrogade og Vestre Havneplads blev opført i flere tempi, den første tilbage i 1834, og i 1899 blev den lange sidebygning imod øst, oprindelig opført som keglebane, bygget, bygningen som i dag huser Multihuset.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0